Det hele begyndte at ændre sig for fem uger siden.
I Kina lagde den nye coronavirus by efter by ned med karantæner og sygdom.
Tusindvis af kilometer derfra fik den fynske virksomhed KiiltoClean, der producerer håndsprit, mere og mere travlt. For to uger siden blev de første danskere smittet, og siden har alt ændret sig på fabrikken.
»Det gik helt amok. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i min tid,« siger direktør Bo Eriksen.
Hans virksomhed leverer det meste håndsprit til sundhedsvæsenet i Skandinavien, og den verdensomspændende epidemi har betydet, at fabrikken nu spiller en vigtigere rolle end nogensinde før. Fabrikken er blevet kritisk national infrastruktur, fortæller Bo Eriksen.
»Det var vi ikke før, men nu er håndsprit vigtigt for at stoppe smittespredningen,« siger han.
Af samme grund har det lille danske kontor været lagt ned af henvendelser fra hele verden.
»Folk er desperate,« siger Bo Eriksen.
Selvom virksomheden først og fremmest har forpligtet sig til at levere til sundhedsvæsenet og har lukket for eksporten uden for Skandinavien, forsøger folk stadig at overbyde for varerne.
En insisterende person kontaktede torsdag virksomheden med et tilbud.
»Manden var villig til at betale en million kroner for håndsprit,« fortæller Bo Eriksen.
Og han var ikke alene. Fabrikken har også fået en henvendelse fra nogen, som på stedet ville købe det, der svarer til et helt års produktion af håndsprit.
3,5 millioner liter til en værdi af et tocifret millionbeløb.
På nuværende tidspunkt er henvendelserne femdoblet, og produktionen kører i højeste gear.
For få måneder siden lavede fabrikken 60.000 liter håndsprit om ugen. Nu laver de 250.000 liter. Virkeligheden er, at man simpelthen ikke kan følge med behovet.
Den enorme efterspørgsel på håndsprit er ikke kun gældende i udlandet. Det er den også i Danmark. Af den grund er sikkerheden for første gang også blevet et emne.
»Vi har ikke oplevet, at partier af varer forsvinder, men den her situation kan få det værste frem i folk, så det kan ske,« siger Bo Eriksen.
Sundhedsvæsenet er afhængige af leveringerne – og det ved politiet og Politiets Efterretningstjeneste (PET) også.
»Vi er opmærksomme på håndspritfabrikkerne. Vi ved, at det er et produkt, som er i høj kurs,« lyder det fra Rigspolitiet.
Fyns Politi oplyser, at man har været i dialog med PET og også har talt med KiiltoClean om sikkerheden.
»Vi har fået at vide, at de vil holde lidt ekstra øje, når vi har lukket,« siger Bo Eriksen.
Det betyder dog ikke, at fabrikken er under politibeskyttelse eller i decideret fare for tyveri.
Et problem, som i nærmeste fremtid er mere presserende, er manglen på råvarer.
»Vi arbejder hårdt på at sikre vores forsyningskæde. Vi risikerer, at nogle varer ikke kommer hjem, fordi grænser lukker, og sendinger kommer i karantæne. Vi dækker os ind med nødplaner på nødplaner,« forklarer Bo Eriksen.