Meteorsværm vil natten til mandag give et flot syn på nattehimlen. Skyer kan stå i vejen for udsigten.

Natten til mandag topper den årlige meteorsværm Lyriderne, og det kan give op mod 15 til 20 stjerneskud i timen.

Det siger Peter Laursen, som er astrofysiker og videnskabsformidler hos forskningsinstituttet Cosmic Dawn Center.

Han forklarer, at vejret spiller en afgørende rolle, når det kommer til sigtbarheden.

- Hvis der er skyer, kan man ikke se noget.

Lyriderne stammer fra kometen Thatcher. Meteorsværmen er en af de ældst kendte.

/ritzau/