Du skal sove under åben himmel, tilberede mad over bål, spotte sæler og ride på islænderheste.

Det lyder som en fed ferie, men faktisk er det et arbejde – som nu kan blive dit!

SydkystDanmark søger nemlig feriepiloter, der i en uge skal teste og anmelde outdooroplevelser på Sydsjælland og Møn med alt betalt. Og hver aften skal de overnatte i det fri, blandt andet i et tagtelt på toppen af en Landrover og i shelters midt i den danske natur.

Feriepiloterne vil blive en slags 'naturambassadører,' fortæller Mike Olesen, der er marketingchef i Destination SydkystDanmark:

»Naturen er én stor legeplads, og det er fantastisk, at så mange har fået øjnene op for friluftslivet, men de fleste har faktisk aldrig prøvet kræfter med at starte et bål eller overnatte under åben himmel. Derfor bliver feriepiloterne også en slags naturambassadører for vores fremtidige gæster. De skal vise os alle sammen, hvad god naturstil indebærer.«

Det er altså ikke hvem som helst, SydkystDanmark er på udkig efter.

De to feriepiloter skal være bidt af friluftsliv, da jobbet er en kombineret naturekspedition og fotosafari, hvor man udforsker og dokumenterer det, man oplever.

Ansøgninger kan sendes afsted på feriepiloterne.dk.