Før i tiden var det meget normalt, at man rejste til det store udland med lommen fyldt af udenlandske kontanter.
I dag er den tradition i mange tilfælde udskiftet med et dankort, men det er tilsyneladende ikke alle, der er kontantløse i lufthavnen.
Toldere i Københavns Lufthavn har nemlig standset seks rejsende med i alt knap tre millioner i kontanter på to dage.
Det skriver Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.
I begyndelsen af november afholdt Toldstyrelsen nemlig en todages aktion, der var målrettet potentiel hvidvask af store uanmeldte kontantbeløb, som rejsende tager med til eller fra Danmark.
Og her var der altså stor gevinst på seks rejsende.
»Der er tale om opsigtsvækkende mange kontanter fordelt på relativt få rejsende. Aktionen bekræfter, at kontantudførsler til udlandet er et område, der er vigtigt for os at have fokus på. Foruden de konkrete tal har aktionen givet os brugbar viden til brug for prioritering af vores generelle kontrol og vejledningsindsats,« siger Henrik Pagh Kold, der er kontorchef på kontrolområdet.
De seks rejsende har alle medbragt kontanter i størrelsesordenen 100.000 kroner og opefter. Én af de rejsende har medbragt knap to millioner i kontanter og fået en bøde på 250.000 kroner Politiet har opkrævet bøder for i alt 700.000 kroner.


