Vildt: Biograf viste reklamer for solarie og energidrik inden børnefilm
Atlas Biograf i Rødovre er blevet en del af en sag hos Forbrugerombudsmanden, efter at der blev vist reklamer i strid med markedsføringsloven.

Atlas Biograf i Rødovre er blevet en del af en sag hos Forbrugerombudsmanden, efter at der blev vist reklamer i strid med markedsføringsloven.

Reklamer for energidrikke og solarier blev to gange vist før børnefilm i Atlas Biograf i Rødovre i foråret 2025.
Det får nu Forbrugerombudsmanden til at indskærpe reglerne over for reklamevirksomheden FS2 Reklame.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden.
De to tilfælde fandt begge sted en lørdag eftermiddag, hvor reklamerne blev vist før visninger af Mavka: Skovens sjæl og Snehvide – to film, der henvender sig til et ungt publikum.
Ifølge Forbrugerombudsmanden er det i strid med markedsføringsloven at vise reklamer for blandt andet energidrikke og solarier, når markedsføringen er rettet mod børn og unge under 18 år.
Myndigheden vurderer, at der må forventes at være børn blandt publikum ved visninger af børne- og familiefilm.
Over for DR oplyser souschef Tanja Højrup fra Forbrugerombudsmanden, at myndigheden kun har kendskab til de to konkrete episoder i Atlas Biograf.
FS2 Reklame, som sælger reklameplads i en række danske biografer og stod for visningen af reklamerne, oplyser, at der var tale om to enkeltstående fejl i én biograf.
Biografen selv har ifølge virksomheden ikke haft noget ansvar i sagen.
Virksomheden understreger desuden, at reklamerne ikke blev vist bevidst.
Indehaver Brian Sørensen kalder over for DR sagen for 'meget lille' og forklarer, at kampagnerne ikke var købt med henblik på at ramme børn, men var bestilt til bred visning i den pågældende biograf.
Efter episoderne har FS2 Reklame gennemgået alle playlister til børnefilm, skærpet de interne retningslinjer og indført ekstra kontrol for at forhindre, at lignende fejl sker igen.
Derfor har Forbrugerombudsmanden valgt at nøjes med en indskærpelse frem for at gå videre med sagen.