Netto har accepteret en bøde på ti millioner for vildledende markedsføring af produktserien ØGO.

Det skriver Salling Group, der står bag Netto-kæden, i en pressemeddelelse.

De havde i opslag på sociale medier beskrevet, at ØGO-serien var kåret til det fjerde mest bæredygtige brand af Sustainable Brand Index.

Men kåringen var alene udtryk for forbrugernes opfattelse af mærket, og det skulle have fremgået.

Netto står ved fejlen, men opfordrer til at skele til forseelsens tyngde i fremtidige sager.

Kommcerciel direktør i Netto Danmark, Kristine Thøgersen, siger:

»Som landets største dagligvarekæde er vi meget bevidste om det ansvar, der følger med, når vi kommunikerer og markedsfører os, vores brands og de varer vi sælger. For vi ønsker ikke at være afsendere på vildledende eller udokumenterede udsagn, og vi gør os meget umage med at undgå, at det sker.«

»Desto mere ærgerlige og uforstående er vi over bødestørrelsen, som vi finder uproportionel med forseelsen. Havde ordet ’opfattet’ eller en skarpere præcisering indgået, må vi formode, at vi ikke ville stå, hvor vi gør i dag efter en ærgerlig menneskelig fejl – en fejl, vi naturligvis står ved.«