Seks ud af ti lærere siger, at folkeskoleelever er blevet fagligt svagere de seneste fem år.

Det viser en ny medlemsundersøgelse fra Danmarks Lærerforening, lavet i samarbejde med DR.

62 procent af de adspurgte svarer "ja" på spørgsmålet, mens 22 procent siger "nej", og 16 procent svarer "ved ikke".

Formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, kalder udviklingen et "alvorligt problem".

»Det handler både om elevernes muligheder senere i livet - og at vi i Danmark lever af, at vi er godt uddannede som befolkning. Lige nu sender vi hverken de fagligt svageste eller dygtigste godt nok videre,« siger han.

Lærerne oplever også, at de har elever med faglige udfordringer, som de ikke kan give tilstrækkelig hjælp.

16 procent angiver én elev, 74 procent to eller flere, mens kun ni procent siger, de ikke har nogen.

Langt de fleste lærere må desuden tilpasse undervisningen til et lavere niveau, viser undersøgelsen. 32 procent oplever det dagligt, 36 procent ugentligt, og kun fem procent siger, de aldrig sænker niveauet.

»Det er hele folkeskolens formål, som er under pres her. Og det er svært for lærerne at være i. De kan og vil rigtig gerne rykke eleverne fagligt. Så når rammerne gør, at de er nødt til at sænke barren i undervisningen, giver det en følelse af at svigte eleverne,« siger Gordon Ørskov Madsen.

»Det får i sidste ende mange lærere til at søge væk fra folkeskolen,« tilføjer han.