Vilde meldinger: 'Putin tror ikke, at Rusland kan overleve uden ham'
Initiativet handler ifølge en ekspert også om Putins ønske om at kunne forblive præsident så længe som muligt.

Initiativet handler ifølge en ekspert også om Putins ønske om at kunne forblive præsident så længe som muligt.

En formodet privat samtale mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Kinas præsident, Xi Jinping, vakte sidste efterår opsigt.
Her talte de to ledere angiveligt om muligheden for at forlænge menneskelivet til 150 år.
Halvandet år tidligere havde Kreml da også annonceret et nationalt initiativ til udvikling af livsforlængende teknologier med et budget på hele to billioner rubler.
I april i år blev det så annonceret, at Rusland blandt andet arbejder på at udvikle en genterapi, der kan bremse »cellulær aldring«, skriver norske Dagbladet.
Rusland står da også overfor for flere demografiske udfordringer.
Den gennemsnitlige levealder i Rusland er lav for et industriland, påpeger eksperter overfor mediet, samtidig med at hundredtusindvis af mænd er døde i krigen mod Ukraine.
Den forventede levealder i Rusland er i øjeblikket 73,7 år, mens den for mænd er blot 67,9 år.
Ifølge Ruslandseksperten Jules Sergei Fediunin har Rusland i årtier arbejdet på at hæve den forventede levealder.
Det nye ved dette projekt er dog, at det ifølge ham i højere grad ser ud til at komme Putin selv og hans inderkreds til gode fremfor at handle om den generelle levestandard for befolkningen.
Initiativet handler ifølge Fediunin også om Putins ønske om at kunne forblive præsident så længe som muligt.
»Putin tror ikke, at Rusland kan overleve uden ham. Så det er vigtigt, at han forbliver ved magten, så han kan fortsætte sin mission så længe som muligt,« siger Fediunin til Dagbladet.
Ifølge The Wall Street Journal arbejder russiske forskere blandt andet med xenotransplantation, hvor man forsøger at dyrke menneskelige organer i minigrise, som er en griserace, der anses for at være genetisk kompatibel med mennesker.