Toiletpapir. Håndsprit. Ris. Pasta.

Varerne blev væltet ned af hylderne, og dankortene blev svunget i pendulfart rundtomkring i de danske supermarkeder i aftes, efter Mette Frederiksen kort forinden havde bebudet voldsomme corona-ændringer i det danske samfund.

Men det var ikke alle varer, som danskerne 'huskede' at få med ud gennem fra Fakta, Rema 1000, Netto og de andre supermarkeder.

Og det er endda mildt sagt, når man tager et kig på de billeder, der blev taget i Netto i Gentofte onsdag efter butikkens lukketidspunkt.

Her har medarbejderne nemlig samlet indkøbsvogn efter indkøbsvogn, der midt i hamstring-panikken er blevet fyldt, men herefter efterladt.

Og det er i den grad et problem, når alle Netto-medarbejderne imens var massivt beskæftiget med at ekspedere de lange køer.

Med andre ord: Der var ikke tid til at rydde de mange efterladte indkøbsvogne, og der er ikke lang levetid på en oksemørbrad, når den har ligget i et stuetempereret supermarked i tre timer.

Det samme er tilfældet med frysepizzaer, mælk og andre fersk- og frysevarer, som Netto i Gentofte måtte smide ud.

Sådan skriver medarbejderen Rose Abel i et Facebook-opslag.

'Ja, folk hamstrer, og det påtaler jeg ikke. Men jeg opfordrer til at have respekt for hinanden og de madvarer, som man tager fat i. Det er rigtig ærgerligt at skulle smide så vanvittig mange ferskvarer/frysevarer ud, fordi folk fortryder og lader kurven stå. De madvarer kunne andre mennesker ha' spist, men i stedet ender det i skraldespanden,' skriver hun.

Mette Frederiksen gjorde det soleklart på onsdagens pressemøde, at man ikke skulle gå ud og hamstre dagligvarer, men én time senere stod det lige så soleklart, at det var et budskab, der var røget ind ad det ene øre på en lang række danskere og fløjet ud af det andet.

I hvert fald dukkede der hurtigt billeder og videoer op fra supermarkeder rundtomkring i landet, hvor der dannede sig lange køer af kunder med stribevis af fyldte indkøbskurve.

Det fik flere af landets myndigheder til torsdag formiddag at slå fast, at der er varer nok i supermarkederne, og at der i øvrigt ikke er nogen grund til at gå i panik og hamstre.

Og det samme er budskabet fra Rose Abel.

'Ja, vi er i krise. Men tænk på hinanden også. Og JA, der er lange køer, men derfor er det ikke i orden at lade kurven stå. Tag dit ansvar,' skriver hun og gør desuden klart, at medarbejderne brugte halvdelen af natten på at rydde op.

Torsdag er der dog fortsat tegn på, at folk forsøger at proviantere i stor stil. Klokken 14.50 var der eksempelvis 58.342 i kø til onlinesupermarkedet Nemlig.com.