Hvad der tirsdag skulle have været en almindelig gåtur for 76-årige Ebba Christensen og ægtemanden Ole på 77 år, endte med en noget mere usædvanlig oplevelse.

Det fortæller Ebba Christensen fra Store Heddinge på Stevns til B.T.

»Vi kommer forbi en åben mark, hvor der står en mand og kigger ud på noget, der bevæger sig på marken. Til at starte med, troede vi, at det var en hund, men da vi kom nærmere, kunne vi se, at det var nogle fugle,« fortæller Ebba Christensen.

Helt præcist var der tale om to havørne, som var røget i infight med hinanden på marken.

»Det så forfærdeligt ud, og den ene havde kløerne helt inde i låret på den anden,« siger Ebba Christensen.

I et forsøg på at redde de to fugle fra at tage livet af hinanden, valgte ægtemanden Ole Christensen og den anden mand at forsøge at skille fuglene ad, mens Ebba Christensen optog en video, der kan ses øverst i artiklen.

Redningsaktionen lykkedes for de to mænd, hvorefter fuglene steg til vejrs. Det betød dog ikke, at havørnene var færdige med at slås.

I stedet røg ørnene på hinanden igen, inden den ene drattede omkuld og en tredje havørn kom til, og fløj mod Stevns Klint med den umiddelbare sejrherre, inden dystens taber fløj i modsatte retning mod Sigerslev Mose.

Havørnene bruger også kløerne til at fange deres bytte. Her ses en havørn på jagt ved Ørnereservatet i Vendsyssel.
Havørnene bruger også kløerne til at fange deres bytte. Her ses en havørn på jagt ved Ørnereservatet i Vendsyssel. Foto: Kaare Smith
Vis mere

På trods af de to store fugle var bevæbnet med spidse kløer og næb, så var Ebba og Ole Christensen ikke i tvivl om, at de måtte gøre noget.

»Det er jo frygteligt at se dyr lide, og de vil jo blive ved, til den ene dør. Hvis vi kunne redde dem, hvorfor skulle vi så ikke gøre det?« siger hun.

På trods af det usædvanlige syn i Store Heddinge, er det dog alligevel ikke så sjælden en begivenhed, at havørne ryger i totterne på hinanden.

Det fortæller formand for Dansk Ornitologisk Forening i Storstrøm, Bo Kayser.

»Det sker meget tit i øjeblikket, for havørnene klækker æg og forsøger at forsvare deres territorium,« siger han.

Bo Kayser fortæller videre, at havørne typisk starter med at kæmpe i luften, hvorefter de sammen virvler ned på jorden, som det også kunne tyde på var tilfældet i kampen på videoen.

Selvom det lykkedes at skille fuglene ad og redde deres liv, i hvert fald for en stund, så bør man ifølge Bo Kayser ikke nødvendigvis blande sig i dyrenes interne kampe.

»Generelt så tror jeg, at arterne ville klare sig bedre uden mennesker. Så jeg tror, at det er bedst, hvis man ikke blander sig. Men det er jo samtidigt en dejlig historie, at begge fugle overlever og kom på vingerne igen.«