En ny topspiller har netop meldt sig på banen som den absolutte top på det københavnske lejlighedsmarked, der har de absolut mest pebrede priser i landet.

Et 254 kvadratmeter stort luksushjem på Holmene tæt på Christianshavn er nemlig netop kommet til salg med et vildt prisskilt på 33 millioner kroner, som sikrer boligen en solid førsteplads, som landets dyreste lejlighed til salg.

Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Ejerlejligheden har da også – udover flere altaner og fem værelser fordelt på to plan – kig til noget af det mest eftertragtede blandt de danske boligkøbere; vand - nærmere bestemt Københavns havneløb med Nyhavn overfor.

Derudover følger der også en del frynsegoder med det eksklusive hjem, som ikke typisk er noget, man finder i de mere gennemsnitlige lejligheder på markedet lige nu:

Ifølge salgsmaterialet hos liebhavermægleren Ivan Eltoft Nielsen, kan du nemlig både parkere din bil i den tilhørende parkeringskælder, tage elevatoren direkte op til lejligheden og tage en tur på vandet med kajakklubben i ejendommen, hvis du køber den kostbare bolig.

Den skyhøje udbudspris har ikke bare sørget for, at ejerlejligheden på Strandgade ved Krøyers Plads er landets dyreste på markedet lige nu – den kan også sikre hjemmet en anden og endnu mere eksklusiv førsteplads:

Hvis ejendommen bliver solgt til prisen på 33 millioner kroner, vil det ifølge Boliga.dks salgsprishistorik være den dyreste lejlighedshandel i Danmark nogensinde.

Lejligheden ligger i området Christianshavn og Holmen i København. Foto: Robert Katzki - Unsplash
Lejligheden ligger i området Christianshavn og Holmen i København. Foto: Robert Katzki - Unsplash
Vis mere

Prisrekorden på 32,5 millioner kroner deles i øjeblikket af en 319 kvadratmeter stor ejerlejlighed på Sankt Annæ Plads tæt på Skuespilhuset i København, som blev solgt i november sidste år  - og  en 291 kvadratmeter stor ejerlejlighed på Silkegade tæt på Kongens Nytorv, der fulgte trop to måneder efter.

Boliga.dk har ikke medtaget projektboliger, men kun færdigbyggede lejligheder, der er offentligt til salg.