For en gruppe kammerater fra Skive bød lørdagen på en skøn overraskelse.

De ti mænd, der alle havde gamblet 100 kroner på et hestevæddeløb, vandt nemlig intet mindre end 13,2 millioner kroner.

Det skriver Lokalavisen.

Vennegruppen spiller ofte på det såkaldte V75 i Sverige, hvor man skal finde vinderen af syv hestevæddeløb, og det var her, de ramte plet i lørdags.

Et par underdogs, som de ti mænd havde satset på, tog nemlig sejren, og på den måde blev gevinsten altså langt højere end normalt.

Og da de ramte alle syv vindende heste, kunne de altså glædeligt konstatere, at gruppen havde vundet 13,2 millioner kroner.

Mændenes lille spilleklub hedder 'Fifty 2', og et af medlemmerne – Ole Rudbeck – fortæller til Lokalavisen, at han stadig er chokeret over gevinsten.

»Jeg havde selv en andel, og vi er en gruppe venner, der spiller regelmæssigt hver lørdag på V75. Jeg har stadig ikke fattet, at vi har vundet 13,2 millioner kroner, jeg er lidt chokeret, men det er helt fantastisk. Før sidste løb var det meget nervepirrende, og så er det et kæmpeskrald, der løber med sejren, det er helt utroligt,« siger han.

Derby25, der er en bookmaker for hestespil, oplyser over for Lokalavisen, at det er den største gevinst, der nogensinde er blevet udbetalt på hestespil i Danmark.