Hvis den nuværende fødselsrate fortsætter på det nuværende niveau de kommende 100 år, vil befolkningstallet i Danmark blive reduceret til to millioner indbyggere.
Sådan lyder fremskrivningen fra professor i demografi, Rune Lindahl-Jacobsen fra Syddansk Universitet.
Det skriver TV 2.
Og i nogle områder af Danmark vil der slet ikke være nogen tilbage.
Det gælder, ifølge professoren, for Midt- og Vestjylland, indenfor 50 til 100 år.
»Det kan meget vel være noget, man kommer til at se i de her områder, hvis tendensen fortsætter. Man får en betydelig affolkning af kommunerne, og på et tidspunkt forsvinder befolkningen ganske enkelt,« siger han til mediet.
Årsagen er, at der fødes for få børn i området.
Noget lignende har man set i Norditalien, hvor flere landsbyer nu nærmest er tømt for mennesker.
Mest grel er situationen lige nu i Struer Kommune, hvor fødselstallet er faldet med 41 procent siden 2007.
Professorens fremskrivning forudsætter, at der ikke sker yderligere indvandring til eller udvandring fra Danmark, og at levetiden stiger, som den har har gjort indtil videre.
