Snart kan det blive et krav for de omkring 7.400 ansatte, der arbejder i Kolding Kommune, at skulle fremvise et gyldigt coronapas, når de møder ind.

I hvert fald skal der - efter planen - tages stilling til forslaget på tirsdag i næste uge i kommunens økonomiudvalg.

Det fortæller kommunaldirektør Thomas Boe på vegne af direktionen i kommunen til JydskeVestkysten.

»Vi foreslår dette for at passe på hinanden. Smitten stiger, og i Kolding har vi haft stigende smitte den seneste tid. Vi er nu oppe på 400 smittede på en uge. Desuden er vi på vej til julefrokoster, og folk kommer nok til at være mere sammen i den næste tid. Så vi skal passe bedst muligt på hinanden, og det kan vi gøre sådan her,« siger han til lokalmediet.

Før forslaget i næste uge kan komme forbi økonomiudvalget, hvor der skal tages stilling til det, skal det dog først lige forbi medarbejderrepræsentanterne i kommunens hovedudvalg.

Det sker på fredag.

Hvis forslaget bliver godkendt, ventes kravet om fremvisning af et gyldigt coronapas for alle de kommunalt ansatte i Kolding at træde i kraft fra uge 50.

For at sikre, at de ansatte overholder kravet, vil der blive indført en stikprøvekontrol, forklarer kommunaldirektøren til JydskeVestkysten.

Andre læser også