1.000 skattefri kroner hver måned fra det offentlige. Sat direkte ind på din NemKonto. Ekstra penge, du må bruge, lige som du vil.

Nej, det er ikke bare en våd drøm uden hold i virkeligheden, men et reelt forslag.

Et forslag, som ud over at forsøde danskernes hverdag skal være med til at få gang i dansk økonomi igen.

'Vi foreslår, at alle danskere hver måned får 1.000 kr. fra det offentlige direkte ind på deres NemKonto, indtil krisen er ovre,' siger vicedirektøren i erhvervsorganisationen SMVdanmark, Jakob Brandt, i en pressemeddelelse.

Pengeregnen til danskerne koste staten omkring 50-60 milliarder kroner over et år.

Men gevinsten for samfundet er til at få øje på, påpeger SMVdanmark, som varetager de små og mellemstore virksomheders interesser.

Da finanskrisen kradsede i 2009, frigav regeringen de såkaldte SP-midler (Særlig Pensionsopsparing) for at få gang i privatforbruget og økonomien. Forskning viser, at 60 procent af pengene blev brugt på netop forbrug.

SMVdanmark forventer på den baggrund, at danskerne igen vil tage spenderbukserne på, hvis de får flere penge mellem hænderne – til gavn for de danske virksomheder og dermed dansk økonomi.

'Virksomhederne er blevet genåbnet, men mange af dem til markant færre kunder end før krisen. Hvis vi skal undgå fyringer og lukninger af virksomhederne, så er det bydende nødvendigt, at vi igen får gang i hjulene rundtomkring landet,' siger Jakob Brandt.

Men det er ikke det eneste forslag til at stimulere økonomien, som vil komme den danske befolkning til gode.

Danske Bank vil gøre det billigere for dig at gå på restaurant, overnatte på hotel eller tage en tur i Tivoli eller Legoland med familien.

»Oplevelsesindustrien er stadig under et stort pres og har brug for hjælp. En løsning kunne være at give danskerne mulighed for at trække udgifter til restauranter, forlystelsesparker og hoteller fra i skat,« siger erhvervskundechefen i Danske Bank, Niels Bang-Hansen, til Finans.

Forslaget vil hjælpe de tre hårdt trængte brancher. En mere fokuseret hjælpeindsats vil med fordel kunne erstatte de brede hjælpepakker, som det danske erhvervsliv modtager i øjeblikket, mener Niels Bang-Hansen.

SMVdanmark har 18 andre forslag til at få gang i økonomien igen, som du kan se herunder.

Målet med forslagene er ifølge erhvervsorganisationen at øge aktivitetsniveauet i dansk økonomi, så virksomhederne hurtigst muligt kan klare sig uden hjælpepakker.

Som det ser ud nu, er dansk økonomi under hårdt pres som konsekvens af coronakrisen. Finansministerets nye prognose for Danmarks økonomi forudser, at BNP falder med 5,25 procent i år, mens privatforbruget forventes at falde med tre procent.