Der bliver i januar skrevet historie.

For der skal den tre tons tunge kobberkuppel på toppen af Rundetaarn i København løftes ned – fordi den skal restaureres.

Det oplyser den selvstændige kulturinstitution Rundetaarn i en pressemeddelelse.

Kobberkuplen skal have lagt nyt kobber på, lyder det.

Årsagen er, at det gamle tag er begyndt at 'tage vand ind'. 

Det betyder, at Christian den fjerdes ikoniske Rundetaarn kommer til at se noget anderledes ud, når vi kommer ind i det nye år.

»Rundetaarn er et ikonisk bygningsværk i verdensklasse, som vi skal tage vare på, og det ansvar er vi meget bevidste om,« forklarer Jeanette Bursche, der er direktør i Rundetaarn.

Når kuplen løftes ned i starten af januar, vil det ske i ét stykke og med kran, oplyses det.

»Når vi – så at sige – løfter hatten af tårnet og tager den ned på gadeplan, er det særligt for at beskytte Rundetaarn mod brandfare, mens det varme kobberarbejde er i gang,« forklarer Jeanette Bursche.

Selve restaureringen af kuplen vil foregå ved foden af Rundetaarn, på hjørnet hvor Landemærket møder Købmagergade – samme sted hvorfra den nuværende kuppel i 1929 blev hejst op.

Arbejdet vil stå på hen over vinteren og foråret, lyder det.

»Genmonteringen bliver et helt særligt øjeblik, som sandsynligvis kun vil finde sted én gang i vores levetid,« fortæller direktøren.

Det forventes, at den færdigrestaurerede kuppel vil blive placeret på toppen af Rundetaarn engang i foråret.

Prisen for restaureringen er anslået til at være omkring seks millioner. 

Det finansieres af Rundetaarns egne midler, oplyses det.