Mange steder i de danske skove er der opsat kameraer, som filmer alle passerende på strækningen. 

Men hvad skal disse optagelser bruges til?

Det løfter Esben Hørby Brandt, der er biolog i Vejdirektoratets miljøafdeling, sløret for over for TV Midtvest.

Ifølge ham er kameraerne opsat på såkaldte faunapassager, som primært benyttes af dyr. 

Kameraerne er derfor beregnet til at overvåge, hvorvidt dyrene bruger disse passager. Men de filmer også de mennesker, der begår sig i området. 

Det er dog ikke de optagelser, som Vejdirektoratet er interesseret i.

»Vi kan se, når der bliver registreret mennesker, men det er ikke nogen billeder, vi sidder og kigger på. Vi er kun interesseret i, om der har været menneskelig forstyrrelse, og hvor lang tid der så går, før dyrene har lyst til at bruge passagerne igen, fortæller Esben Hørby Brandt fra Vejdirektoratet til TV Midtvest.

De fleste faunapassager ligger steder, som mennesker har svært ved at komme til, og nogle af stederne er det helt forbudt for mennesker at færdes.