Er du en af de danskere, der synes, det er træls at skulle møde fysisk op hos din læge for selv de mindste skavanker? Så er du ikke alene.

For hos forsikringsselskabet Tryg oplever man i stigende grad, at flere kunder booker tid til en videokonsultation via selskabets lægehotline.

Især denne tid på året er tjenesten populær.

»Sommerferien, hvor mange praktiserende læger holder lukket, plejer at være højsæson,« siger direktør for sundhed i forsikringsselskabet Tryg, Jytte Vadmand Adelmark.

Forsikringsselskabets lægehotline tilbyder videokonsultation for knap en halv million danskere, svarende til alle Trygs fordelskunder og kunder med en sundhedsforsikring.

Denne form for ydelse slog for alvor igennem under coronapandemien. Især i 2021 fik Tryg »rekordmange opkald«.

Præcis hvor mange kan selskabet ikke oplyse på grund af konkurrencehensyn.

Tendensen med stigende antal videokonsultationer ses ikke kun i privat regi. Også Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har under coronapandemien høstet gode erfaringer.

Faktisk så gode, at organisationen fra januar 2022 indgik aftale med Danske Regioner om, at alle praktiserende læger skal tilbyde videokonsultation inden den treårige overenskomstperiode er omme.

»Det vil kun vokse herfra, også i lægevagten bliver det brugt vildt meget. Det, der formentlig får folk til at rykke over til private forsikringstilbud, er, at 1813 og lægevagten har en del ventetid. Så når man har ventet en time, så gider man måske ikke det mere. Man jeg ved, at der i alle regioner arbejdes på at nedbringe ventetiderne,« siger PLOs næstformand, Mireille Lacroix.

Hos Tryg har kunderne mulighed for at få en videokonsultation hverdage fra 8.00 til 22.00 samt i weekender og på helligdage fra 9.00 til 17.00.

Tryg forventer, at væksten vil fortsætte i 2022, fordi danskerne nu har vænnet sig til teknologien.

»Vi kender jo ikke patienterne på samme måde, som man gør i almen praksis, men det er et fint supplement til almen praksis og lægevagten. Og ofte med meget kort ventetid. Er man for eksempel på ferie i udlandet og gerne vil vurderes af en dansk læge kl. 20, så er det nemt og hurtigt,« siger Camilla Weber Fenst, speciallæge i almen medicin og lægeansvarlig på Aleris Hospitaler, der varetager Trygs online tilbud.

Erfaringer fra Trygs lægehotline viser, at op mod 70 procent af alle henvendelser kan løses på stedet.

»Generelt kan man komme langt via skærmen. Man kan få en idé om, hvor patienten har ondt, og om de skal videre i systemet for at få lavet yderligere undersøgelser. For eksempel, hvis man skal føle på maven, lytte på hjertet eller tage en blodprøve,« siger hun.

Især mændene har taget videokonsultationen. Ni procent flere mænd end kvinder bruger muligheden hos Tryg:

»For fysiske lægebesøg ved vi, at det er lige omvendt, så det er enormt interessant at se, at vores tilbud rykker nogle barrierer. Dér tror jeg, at tilgængeligheden spiller en stor rolle,« siger Jytte Vadmand Adelmark.

PLO mener ikke, at private tilbud som Tryg er en trussel for almen praksis:

»Det eneste, der ville bekymre mig, var, hvis det blev en undskyldning for det offentlige til at yde et dårligere tilbud. Enhver har jo lov til at købe en privat ydelse, det skal bare ikke se ud som i for eksempel børnepsykiatrien, hvor det på grund af meget lange ventetider er dem, der har penge, der får hurtig hjælp,« siger næstformand i PLO, Mireille Lacroix.