USA har det seneste døgns tid været i choktilstand, efter mindst otte mennesker fredag aften mistede livet under den såkaldte Astroworld-festival.

Siden er flere uhyggelige oplysninger kommet frem, og lige nu er det en video, der bliver delt igen og igen.

Den viser, hvordan en slags ambulance forsøger at bane sig vej frem til den scenen, hvor der altså på dette tidspunkt var mennesker i voldsomme problemer på grund af det store pres bagfra.

Men på videoen kan man se, at ambulancen har svært ved at komme frem, fordi en række festivalgæster står og danser på bilen.

På videoen ser man også en kvindelig redningsarbejder i bilen, som skubber festivaldeltagere væk og prøver at få dem til at forstå alvoren.

Videoen deles lige nu igen og igen på de sociale medier, og det samme er tilfældet med tragiske billeder af festivalgængere, der får førstehjælp.

Bag Astroworld-festivalen står blandt andre den amerikanske rapper Travis Scott.

Den 29-årige rapper, som har et barn med realitystjernen Kylie Jenner, fik sit gennembrud i 2013.

ARKIVFOTO af rapperen Travis Scott, der står bag Astroworld-festivalen.
ARKIVFOTO af rapperen Travis Scott, der står bag Astroworld-festivalen. SUZANNE CORDEIRO

Han optrådte selv fredag aften, og ifølge flere medier opstod ulykken under koncerten med Scott.

Ifølge avisen The Houston Chronicle måtte Scott flere gange stoppe musikken under sin 75 minutter lange koncert, fordi han kunne se tilskuere i nød oppe foran scenen.

Omkring 50.000 havde købt billet til festivalen, som foregår i NRGi Park i Houston, og 23 af dem blev fredag kørt på hospitalet – 11 af dem med hjertestop.

Meldingen er lige nu, at mindste otte personer er døde.

Tidligere på fredagen havde hundredvis af mennesker stormet området ved NRGi Park. Det skabte kaotiske scener for sikkerhedsfolk og personale.

Troy Finner, som er politichef i Houston, siger til ABC News, at de to hændelser ikke hænger sammen.