I en cirkel står drengene stimlet sammen og filmer det, der foregår inde på græsplænen.

Græsplænen, der i disse sekunder er omdannet til en boksering, hvor to skoleelever i sorte trøjer langer knytnæver ud efter hinanden.

Sådan fremgår det af en video fra Sorø på Sjælland, der forestiller en arrangeret slåskamp mellem to skoleelever.

Men det er ikke et engangstilfælde.

»Vi er vidende om, at der har været fire slåskampe, som sandsynligvis er arrangeret i en Messenger-tråd. Det er ikke, fordi de unge er uvenner eller noget. Det er kun for at slås, og de giver hånd efterfølgende,« oplyser Rikke Thernøe, der er SSP-konsulent i Sorø Kommune.

Ved du noget om de arrangerede slagsmål i Sorø eller et andet sted i landet? Så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.

De to slagsbrødre har altså ikke det fjerneste imod hinanden, men synes bare, det er sjovt at slås.

Alt imens folk hujer, jubler og filmer helt optrinnet, viser videoen fra TV ØST, som du kan se herunder.

Og det er bekymrende.

»Det er bekymrende, fordi børnene først og fremmest kommer til skade. Men vi er også bekymrende for, hvad det gør ved én, når man ser sådan en slåskamp - enten i virkeligheden eller på video,« siger Rikke Thernøe.

Skoleeleverne i de planlagte slåskampe går i 7. til 9. klasse, og derfor er de altså typisk kun mellem 13 til 16 år. Netop derfor kan man ifølge Rikke Thernøe ikke altid forvente, at børnene ved, hvad de går ind til.

»Vi tænker da også, at der i den her gruppedynamik kan være folk, der ender med at havne i en situation, som de rent faktisk ikke har lyst til,« siger hun.