Indehaver Vibeke Knudsen vil ikke længere finde sig i, at hun gang på gang bliver udsat for tyverier i sin butik. Nu har hun offentliggjort en overvågningsvideo af en tyv på sin Facebookside - også selvom det er ulovligt.

»Jeg kan ikke mere. Grænsen er simpelthen nået én gang for alle, og jeg vil ikke finde mig i det længere. Det er derfor, jeg lægger videoen op. Nok er nok,« fortæller Vibeke Knudsen, der er indehaver af Ønskebørn i Aabenraa, til B.T.

Men nu kan butiksejeren altså risikere en sigtelse og en bøde. Ifølge persondataloven er det nemlig ulovligt at offentliggøre sådan en form for video. Men det er Vibeke Knudsen ligeglad med.

»Det er den eneste måde, hvor jeg kan sende et signal til tyveknægtene om, at 'hvis du stjæler fra mig, så lægger jeg dig op.' Og så må jeg tage straffen og betale den bøde, for jeg gider ikke mere. Hvis det er den eneste måde, jeg kan råbe højt på, så må det være sådan,« fortæller den tydeligt frustrerede butiksejer.

Og står hun i en lignende situation igen, så tøver hun heller ikke med at smide en ny video på Facebook.

»Jeg vil selvfølgelig overveje hver eneste situation. På den her video er det tydeligt, at tyven er iskold, og hvis det er en lignende situation, så gjorde jeg det igen. De mennesker har jeg ingen medlidenhed med. Butikker kan lukke af det her,« forklarer Vibeke Knudsen.

I løbet af de sidste par år har indehaveren oplevet utallige tilfælde, hvor personer har snuppet alt fra barnevogne til flyverdragter, fortæller hun.

Vibeke Knudsen fortæller også om en konkret episode, hvor hun tilbage i starten af året fik stjålet syv jakker. Hun havde endda ansigt, nummerplade og bil på tyven.

»Politiet vidste endda, hvem personen var, men der skete ingenting. For fire uger siden fik jeg så stjålet 15 flyverdragter af den samme idiot,« siger Vibeke Knudsen.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at det i den konkrete sag ikke var muligt at løfte bevisbyrden, og at de i øvrigt efterforsker alle butikstyverier, der bliver anmeldt.

»Vi efterforsker alle butikstyverier, hvor der er spor at gå efter. Hvis tyven bliver tilbageholdt i forretningen, er mindreårig, udlænding, voldelig, eller hvis man ikke kan fastslå vedkommendes identitet, sender vi en patrulje, siger Kaj Nielsen, politiinspektør og linjechef for Områdecentrene, og fortsætter:

»Ellers anmelder man meget nemt og hurtigt via politi.dk og sender eventuelle fotos og video til os. Så bliver det efterforsket efterfølgende.«

Vibeke Knudsen er dog frustreret over, at der ikke bliver gjort mere for at stoppe det. Det har nemlig ikke altid været sådan, fortæller ejeren.

»Sådan var det ikke for fem år siden. Der følte man i det mindste, at man blev taget alvorligt. Det er følelsen af, at man ikke bliver taget seriøst, der frustrerer mig så meget. Kan det passe, at det virkelig bare er ét stort tag-selv-bord?«

Vibeke Knudsen har dog ikke helt opgivet håbet og opfordrer til, at andre selvstændige træder frem og fortæller, hvad de bliver udsat for hver dag.

»Så kan det da være, at politikerne begynder at lytte,« slutter hun.