'Vi skulle bare lige danse': Ti minutter senere ramte varevognen
Der var politi overalt, og det tog lang tid bare at komme ind til Berlin Pride. Alligevel stod Mikkel Lund og veninden præcis dér, hvor islamisk terror ramte.

Der var politi overalt, og det tog lang tid bare at komme ind til Berlin Pride. Alligevel stod Mikkel Lund og veninden præcis dér, hvor islamisk terror ramte.

Ti minutter.
Så lidt skilte Mikkel Lund og hans veninde fra det sted, hvor en formodet terrorist bragede ind i en menneskemængde under Berlin Pride lørdag aften
»Vi skulle bare danse lidt mere. Det er skræmmende at tænke på, at bilen ramte præcis dér, hvor vi havde stået,« siger danskeren.
Den 36-årige pædagogiske leder, der selv er homoseksuel, var endnu en gang taget fra Danmark til Berlin for at fejre Pride sammen med sin 39-årige veninde Jobina.
Allerede da de ankom, var sikkerheden massiv.
»Der var sindssygt meget politi i fuld mundering, og det tog os lang tid bare at komme ind på pladsen. Derfor forstår jeg slet ikke, hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre.«
Kort før klokken 22 stoppede musikken brat.
»Der blev sagt noget på tysk, men vi forstod ingenting. Vi spurgte nogle af de andre, men de vidste heller ikke, hvad der foregik. Vi fik bare besked på, at pladsen skulle evakueres her og nu.«

Kort efter strømmede svært bevæbnede betjente til.
»Der var politi overalt, og flere af dem stod med maskingeværer. Men vi tænkte stadig, at det måske bare var falsk alarm.«
Vejen tilbage til hotellet var intens.
Gader var spærret, området omringet, og hovedbanegården fyldt med politi. Samtidig var en storstilet menneskejagt på den mistænkte 21-årige islamist, Abdul Ballout, i gang.
»Hvis vi havde vidst, at der var en psykopat på fri fod, havde vi nok reageret helt anderledes og virkelig frygtet for vores liv.«
»På en måde var det måske meget godt, at vi ikke vidste, hvad der var sket. Ellers kunne der hurtigt være gået panik i den.«
Dagen efter kan venneparret stadig mærke angrebet i Berlin, hvor en kvinde mistede livet, og 29 personer blev alvorligt såret.

»Der er en mærkelig og trykket stemning. Vi føler os okay trygge, men der er ligesom lagt en dæmper på det hele.«
Oplevelsen har også fået Mikkel Lund til at overveje, om han skal deltage i Copenhagen Pride om få uger.
»Jeg har da tænkt over, om det er det værd at deltage. Men sådan en idiot skal ikke slå os ud. Jeg kommer. Det er nok også ekstra vigtigt, efter alt det her, at få en god oplevelse og vise, at vi ikke lader os skræmme væk.«
Den formodede gerningsmand er fortsat på fri fod og betegnes som farlig og muligvis bevæbnet. Der er også lavet en særlig indsats ved den danske grænse.
Følg hele udviklingen i B.T.s liveblog HER.