'Vi skal kende de farlige mænd'

Der står ofte en farlig mand bag de mest forfærdelige forbrydelser og værste tragedier. Og det er Tine Wøbbe og Mette Brandt-Christensens job at se mennesket bag forbryderen, så det kan afgøres, om han skal behandles eller i fængsel.

Frugten af det arbejde kan vi alle lære noget af, mener de – ikke for at kunne acceptere og tilgive, men for at forstå, hvad der er gået forud.

Forleden ringede rets- og chefpsykologen på Psykiatrisk Center Sct. Hans, Tine Wøbbes, bekymrede veninde hende op. Veninden var netop kommet hjem fra en gåtur med hunden, hvor hun helt bestemt mente, at hun havde set en psykotisk mand.

Hun beskrev, at han havde »et sort slør for sit blik«, og da hun så ham, mærkede hun instinktivt en frygt i kroppen. Derfor besluttede hun sig for at gå over på det modsatte fortov, så hun kunne undgå at have kontakt med ham.

Tine Wøbbe var helt rolig i telefonen. Hun sidder til daglig over for de farligste patienter, der har begået nogle af de bestialske mord og overfald, vi fra tid til anden læser om på landets spisesedler.

»Sandsynligheden for, at du har mødt en psykotisk fremmed, der vil skade dig, er forsvindende lille. Der er ikke mange af dem, og de overfalder oftere mennesker, de kender eller har haft noget at gøre med, ikke en fremmed.«

Nogle timer efter samtalen med veninden læser Tine Wøbbe i medierne, at en psykotisk mand har truet nogle tilfældige mennesker med en machete-lignende kniv i venindens nabolag. En mand, der matchede venindens beskrivelse.

»Det er nok en fagskade, at jeg vurderer farer ud fra statistikken. Min veninde derimod gjorde det helt rigtige i den situation, hun lyttede til sin intuition, der fortalte hende, at der var noget unormalt forude, og hun skulle flygte,« siger hun og tilføjer:

»Jeg svarede hende som fagperson baseret på viden fra forskningen. Havde jeg som privatperson stået i samme situation, havde jeg ret sikkert reageret instinktivt og var gået væk fra vedkommende.«

Vi sidder hjemme hos Tine Wøbbe og taler om bogen 'Forbrydelsens sind', som hun har skrevet i samarbejdet med Mette Brandt-Christensen, retspsykiater og overlæge på retspsykiatrisk afdeling, og journalist Kristina Antivakis.

Som noget nyt giver bogen ordet direkte til nogle af dem, der har stået bag de grummeste forbrydelser herhjemme. For mens vi er vant til at tale og høre om forbryderne, har de færreste af os haft mulighed for selv at møde dem, høre deres historie og samtidig få eksperters faglige vurdering af deres tilstand.

I bogen møder vi otte mænd. Vi hører om deres liv, og ret hurtigt mærker vi, hvem de også er bag deres forbrydelse. Er de skrøbelige, følsomme eller mere kølige og beregnende? Der er ildspåsætteren, morderen, voldsmanden, gidseltageren, den seksuelle krænker og dem, der bare ikke kan lade være med at stjæle og smadre.

Tine Wøbbe og Mette Brandt-Christensen har haft mange diskussioner om, hvorvidt de skulle medvirke i bogen. Hver gang er de nået frem til, at det er nødvendigt, at vi andre også møder mennesket bag forbrydelsen.

»Vi har valgt at gøre det for at give de her mennesker en stemme. Så vi bedre kan forstå dem. Vi kan ikke forstå deres handlinger, men vi kan måske forstå deres opvækst og de forhold, der har ført til de tragiske omstændigheder,« siger Tine Wøbbe.

Tine Wøbbe og Mette Brandt-Christensen er nogle af dem, der til daglig vurderer, om forbryderne har været sindssyge i gerningsøjeblikket og dermed skal have en behandlingsdom, eller om de skal i fængsel. De har brugt halvandet år på bogen, og det viser sig, at det her med at mødes hos Tine Wøbbe sådan set er en nogenlunde fast arbejdsform.

Der er kaffe og chokolade på bordet, mens samtalen falder på, hvorfor det kun er kriminelle mænd, der medvirker i bogen? 95 procent af de indsatte i fængslerne er mænd mod fem procent kvinder, mens 15 procent af de retspsykiatriske patienter er kvinder. Kvinderne er oftest ildspåsættere og som udgangspunkt mindre voldelige end mændene, der står bag hovedparten af de grummeste forbrydelser, vi læser om.

Lad os møde en af dem, der medvirker i bogen, nemlig John. Han vokser op i et kærligt hjem med søskende, mor og far. Han bliver mobbet i skolen, hans far dør, da han er ti år, og han finder ud af, at han ikke var hans rigtige far alligevel. Kort efter begår onklen selvmord.

Senere finder han ud af, at onklen, der har begået selvmord, var hans biologiske far. Han får en uforklarlig uro i kroppen, bliver sensitiv over for lyde og lys, han forsøger at studere, men er overfølsom for stemninger og andre menneskers energi. Han bliver religiøs og beder Gud og stjernerne om hjælp.

Han går ture om natten og føler hele tiden, at han har tabt noget, han skal samle op. Hans tankemylder tager til, og han forsøger at dæmpe det med medicin, alkohol og ecstacy. Udadtil holder han facaden, men stemmerne er ved at overtage ham, og han får konstateret OCD.

Hans tanker begynder at kredse om kvinder, mere specifikt at forgribe sig seksuelt på dem. Tanken siger, at hvis han ikke gør det, vil der ske noget forfærdeligt. I 2001 ser han en fuld pige sove på en bænk ved S-togsstationen. Han sætter sig ved siden af hende, rører ved hende og mærker straks, at tankerne forsvinder.

Derhjemme forbereder han sig på at forgribe sig på flere piger. Han udvikler en teknik, hvor han kommer bedøvelsesmiddel på noget vat, som han lægger på den fulde piges kraveben, han finder sovende i S-toget. Han medbringer en saks, så han kan klippe pigens tøj op og tilfredsstille sig selv. Det giver ham umiddelbart ro, men bagefter er han skamfuld og flov og beder Gud om forladelse.

Overgrebene fortsætter i et års tid, til en togkonduktør griber ham. Ved mentalundersøgelsen bliver han erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket. Han siger i bogen:

»Jeg var ked af det, som jeg havde gjort mod hende, og jeg er så frygtelig flov. Det var så skamfuldt. Jeg havde det godt med, at hun så, at jeg fik en lang straf. Den havde jeg fortjent. Jeg håber, det hjalp hende til at komme videre.«

Mette Brandt-Christensen var med til at mentalundersøge ham, da han blev anholdt, fordi forbrydelsen var bizar. John var nemlig glad for Buffalo-støvler og stjal dem somme tider med hjem fra pigerne som souvenirs.

»Når jeg sidder over for en som John, lægger jeg mærke til alt det, der ikke bliver sagt. Det nonverbale fylder enormt meget. Er han soigneret? Kan jeg få øjenkontakt? Sidder han med armene over kors, er han undvigende eller villig til at tale? Det er alle de ting, der er med til at sige noget om hans tilstand,« forklarer Mette Brandt-Christensen.

Giver han et knusende håndtryk, er han nervøs? Hvis han ikke virker berørt over situationen, ringer alarmklokkerne. Hun uddyber, at de sværeste at mentalundersøge og møde er psykopatiske alfa-hanner, som for eksempel bandemedlemmer. De føler, at de skal styre hende, resten af personalet og ikke mindst samtalen.

De kan være nok så charmerende, men så snart de finder ud af, at de ikke kan bestemme, bliver de ofte aggressive og irritable. En af dem er Leon. Til trods for, at han kommer fra et kærligt hjem, er han urolig og har haft manglende impulskontrol lige så længe, han selv kan huske.

Han får diagnosen dyssocial personlighedsforstyrrelse, der blandt andet dækker over psykopati. Når man læser om hans barndom med en mor, der altid har sørget for mad og kærlighed, og en far, der godt nok gav lussinger, når Leon eksempelvis satte ild til andre børn, men som også var opmærksom og til stede, virker det uforklarligt, at deres søn bliver så udfarende.

Det fører over til det helt centrale spørgsmål. Det, alverdens forskere undersøger, men som vi alligevel ikke kan få et fast, endegyldigt svar på: Hvorfor bliver nogen farlige, mens andre lærer at håndtere svigtene og endda kan bruge dem kreativt? Mens andre igen måske bliver lidt sære, men dog ikke skadelige, hverken over for sig selv eller andre?

I bogen nævner begge kvinder adskillige gange, at der også kan være medfødte eller nedarvede faktorer. Hvis der er psykiske lidelser i familien, er der større sandsynlighed for, at det bliver videregivet, men der er stadig så meget, vi ikke ved og ikke kan få svar på.

Lad os tale om det, vi kan se: At de, der ender i en forkert bane, tit har haft noget imod sig tidligt. Manglende omsorgspersoner, utrygge rammer, ustabilitet, forældre, der drikker og skændes. Kombineret med uheldige ydre omstændigheder som mobning, skilsmisse, flytning og dødsfald kan de børn få en skrøbelighed, der senere udvikler sig som en lidelse.

Et barn, der for eksempel vokser op i et belastet miljø med en tyrannisk far og en svag mor, som det gælder for flere af mændene i bogen, udvikler nogle andre måder at overleve på end børn, der vokser op i et sundt miljø.

I de fleste tilfælde er der euforiserende stoffer indblandet, og tager man stoffer, når man er under 13 år, kan det skade hjernen mere fatalt, fordi den stadig er under udvikling, forklarer Mette Brandt-Christensen i bogen.

»De kan lære sig at blive ekstremt voldelige og udadreagerende. I virkeligheden er de bange indeni, men det er en strategi, der skal skjule deres sårbarhed og sikre overlevelsen,« uddyber Tine Wøbbe.

Dermed kan en overlevelsesstrategi, der netop har været opfundet af den primitive hjerne for at overleve i et barskt miljø, komme til at spænde ben for personen senere i livet, når livet kræver nogle andre løsninger end destruktion.

»Tit handler det om ikke at have de nødvendige metoder til at klare sig i pressede situationer, fordi man aldrig har lært det hjemmefra. Når de så står i en presset situation, kan de ikke andet end at handle på en uhensigtsmæssig og ekstrem måde,« forklarer Mette Brandt-Christensen og følger op:

»Det er noget af det, vi skal lære dem, når de først får en anbringelsesdom. Alle de ting, rutiner og vaner, de ikke har med sig hjemmefra. Det tager mange år at lære at håndtere modstand. Desværre lykkes det heller ikke altid.«

Og så er der bare dem, der er født anderledes. Som Alex, vi også møder i bogen, der allerede fra ganske lille ikke kunne styre sin voldelige adfærd. Senere ender han med at få en dom for overfald med kniv og ildspåsættelse, selvom hans største ønske i livet er at være normal.

»De ringede tit fra skolen, og min mor fortalte mig igen og igen, hvad man måtte og ikke måtte. 'Når man slår folk, bliver de kede af det.' Det kan jeg huske, at min mor sagde mange gange. Hun viste mig billeder af forskellige ansigtsudtryk, så jeg kunne se, hvordan folk ser ud, når de er kede af det. På den måde prøvede hun at lære mig at føle det, som jeg så, at andre følte, men det hjalp ikke rigtigt,« siger han i bogen.

Der er også en anden ting ved forbrydelsen, man skal huske. Har man for eksempel én gang været voldelig, bor den mulighed altid i kroppen.

»Selvom en patient har været i behandling for psykose i 15 år og ikke har begået noget kriminelt, kan det stadig ske igen, det er en del af det uberegnelige,« siger Mette Brandt-Christensen, og Tine Wøbbe nikker:

»Der er ikke noget, der indikerer risiko i en persons fremtid som en persons fortid.«