Trine Dupont og Morten Ramsland har været gift i 30 år, og for omkring 12 år siden fandt de ud af, at de ikke matchede hinanden 100 procent seksuelt. Så åbnede de parforholdet op og har i dag hver sin kæreste, der på forskellig vis er blevet en del af familien. Trines kæreste kommer til aftensmad, gamer med børnene, inviteres med til familiefødselsdage og sover af og til i Mortens side af sengen.

På en hverdagsaften for 12 år siden satte Trine Dupont sig ved siden af sin mand, Morten Ramsland, i deres sofa. Hun kunne fornemme på ham, at der var noget galt. Efter 17 års ægteskab var hun faktisk slet ikke i tvivl om, at der var noget, der ikke var, som det skulle.

»I det øjeblik, jeg trådte ind i stuen, kunne jeg se, at han havde det virkelig dårligt,« husker Trine.

»Morten fortalte mig, at han havde holdt noget inde, men at han ikke kunne gøre det længere. Han havde en side af sin seksualitet, som han havde brug for at slippe fri. En masochistisk side, der blev nødt til at få noget plads. Det var aldrig noget, vi havde talt om før,« siger Trine og tænker lidt, inden hun fortsætter:

»Vi havde aldrig talt ret meget om vores seksualitet. Forståeligt nok måske, når man ser på det bagefter og ved, at vi havde ret forskellige udgangspunkter.«

Snakken mellem Morten og Trine blev det første skridt på rejsen mod det ægteskab, som de har i dag. Et ægteskab, hvor det ikke længere kun er de to og deres tre børn. Nu har de nemlig også hver en kæreste. Først mødte Morten Louise, og et par år efter mødte Trine Jørn.

»Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle stå i sådan en situation,« siger Trine og griner lidt.

»Jeg kan godt forstå, at folk bliver lidt forskrækkede, når vi fortæller, at vi lever som mand og kone, der bor sammen, sover sammen og har fælles hverdag, men at vi også har hver sin kæreste. Jeg var selv blevet monsterforskrækket førhen, hvis nogen havde fortalt mig det, haha.«

Parret forsøgte først at løse deres udfordringer med samtaler og kompromiser, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var nok. Alligevel har en skilsmisse aldrig været på tale. Trine og Morten besluttede i stedet, at de måtte tænke lidt anderledes end de traditionelle relationer og kasser.

De blev enige om, at det måske kunne gavne dem begge at åbne deres parforhold op og lukke andre ind. De ville forblive mand og kone, der delte hus, kærlighed, samtaler, hverdag, børn, kys og seng, men uden nødvendigvis at have en seksuel relation til hinanden. Kort efter mødte Morten sin kæreste, Louise. Hun var også gift og havde to børn.

»I starten var det virkelig svært for mig. Det havde jeg slet ikke forestillet mig,« siger Trine og tænker lidt, inden hun fortsætter:

»Det lyder ret naivt, når jeg siger det højt, kan jeg godt høre. For selvfølgelig ville det blive svært. Jeg var jo bange. Bange for, at Morten ville blive mere forelsket i hende end i mig og så gå fra mig. Men det gjorde det lidt lettere, at det, som hun og Morten havde sammen i begyndelsen, primært var det seksuelle, for det var jo en seksualitet, som jeg ikke havde lyst til at have med Morten. Det havde vi prøvet.«

På trods af en svær start holdt både Trine og Morten fast i, at det åbne parforhold var den bedste løsning, og med tiden begyndte det også at blive nemmere for Trine.

»Jeg kom til et punkt, hvor jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde skulle få det godt i vores relation, var jeg nødt til også at beskæftige mig med, hvem jeg selv var.«

I jagten på svaret rendte Trine ind i Jørn Uhrenholt, og kort tid efter stod hun på trappen foran hans hoveddør.

»Både Jørn og jeg kunne mærke, at der var noget mellem os. Derfor besluttede jeg at fortælle ham alt. Der skulle ikke være noget, der var fejet ind under gulvtæppet.«

Trine Dupont, Morten Ramsland (th.) og Jørn Uhrenholt (tv.)
Trine Dupont, Morten Ramsland (th.) og Jørn Uhrenholt (tv.) Foto: Peter Nørby
Vis mere

Derfor gik Trine ind ad Jørns hoveddør og sagde som det første: »Du skal vide, at jeg har børn og en mand – og jeg har ikke tænkt mig at forlade ham.« Den præmis var Jørn med på, og i dag har han og Trine været kærester i seks år.

Morten skulle lige vænne sig til tanken om, at hans kones kæreste skulle komme på besøg og være med til familiens aftensmad, at han dukkede op i køkkenet om morgenen og lå i sofaen om aftenen for at se film sammen med Trine.

Men da Jørn pludselig skulle opereres, foreslog Morten, at han selv rykkede ud af soveværelset for en stund, så Jørn kunne flytte ind ved siden af Trine, og familien kunne passe ham, mens han var syg.

»Morten bød Jørn velkommen. Det var en stor gestus, og det blev et ret skelsættende øjeblik. Dermed blev han nemlig integreret på en naturlig måde i vores familie – også i forhold til børnene. De kunne sagtens forstå, at når et menneske er blevet opereret og ikke kan klare sig selv, så skal man hjælpe.«

»Vi har generelt aldrig holdt det hemmeligt for børnene, men sagt: 'Far og jeg har besluttet, at det er okay, at man forelsker sig i en anden. Men vi fortæller det altid til hinanden. Så der vil aldrig være hemmeligheder, og det betyder ikke, at vi skal skilles'.«

Selvom de forskellige kærlighedsrelationer i dag fungerer uden de store problemer, har det ikke været en let proces at komme dertil.

»Det er ikke bare noget, man lige gør, selvom det har vist sig at være den rigtige løsning for os,« siger Trine og følger op:

»Jeg vil bestemt ikke mene, at det er for alle, for det kræver virkelig meget. Der er mange ting, man skal tale om og tage hensyn til. Men der er også rigtig meget fint at hente i processen. Man kan virkelig lære sig selv at kende.«

Og netop det med at lære sig selv at kende og mærke efter har skabt grobund for Trine og Jørns nye bog 'Berørt'. Ud over kærlighedspartnere er de nemlig også kollegaer, der holder foredrag, kurser og formidler viden om seksualitet som livskraft.

Bogen beskriver, hvordan kroppen altid fortæller, hvor den enkeltes grænser går – men også, at man skal være opmærksom på andres. Det er netop det, som Trine, Morten og Jørn alle har skullet i denne proces, hvor det hele tiden har handlet om at lytte og tage hensyn.

»Bogen er sprunget ud af det her. Den måde, som vi har været tvunget til at behandle tingene i vores privatliv, minder meget om de emner, Jørn og jeg arbejder med i vores praksis. Der er omdrejningspunktet nemlig også at lære sig selv at kende, og det har vi alle skullet undervejs. Derfor har vi også talt utrolig meget sammen alle tre – og gør det stadig i dag. For uden ærlighed og gennemsigtighed kan man ikke leve på den her måde.«

»Så mister man fornemmelsen for, hvordan de andre har det. Det handler også om at vise hinanden respekt og tage hensyn. Når Jørn kommer ind ad døren, kan jeg godt blive trukket imod ham, fordi det, vi har, er så fysisk. Jeg har lyst til at kysse ham og være tæt på ham. I de situationer kan det være godt lige at tænke over, at jeg måske netop derfor skal give Morten et kys først. Så jeg ikke bare gør præcis det, som jeg har lyst til, men tager hensyn til andre også.«

Trods massevis af hensyn, lange snakke og stabile relationer oplever familiekonstellationen dog stadig svære følelser som jalousi og frustration en gang imellem.

»Selvfølgelig er der jalousi. Men jeg tror, at vi tænker lidt anderledes omkring det. Jalousi er bare en følelse – præcis som alle andre følelser. Den må gerne være der, og det er ikke noget, som vi ikke kan håndtere. Jeg er selv blevet meget bedre til at stå på mine egne ben, og derfor er jeg heller ikke så bange for at blive forladt. Jeg presser ikke noget ned over Morten om, at han skal være på en bestemt måde, for at det giver mig en falsk tryghed.«

»Samtidig skal han ikke gå med dårlig samvittighed, når jeg gerne vil lave noget med ham, men han måske hellere vil være alene eller arbejde. Nu sidder jeg lårene af Jørn i sofaen om aftenen i stedet for. Det har været en lettelse for os alle og skabt mere balance i vores relation, som stadig er fyldt med kærlighed til hinanden.«

ÆGTEMANDEN MORTEN

Morten Ramsland (th.) er forfatter og kendt for bøgerne ‘Hundehoved’ og ‘Lyskabinettet’.
Morten Ramsland (th.) er forfatter og kendt for bøgerne ‘Hundehoved’ og ‘Lyskabinettet’. Foto: Peter Nørby
Vis mere

Hvordan er det for dig at skulle 'dele' Trine?

»Lige da Trine mødte Jørn, var det lidt svært. Pludselig ville de gerne have, at han var med til mange ting. Samtidig gjorde det dog også mit og Trines forhold mere afbalanceret. Vi havde jo nogle behov, som vi ikke rigtig kunne opfylde hos hinanden, men det skulle vi lige acceptere. Der er jo en eller anden romantisk drøm om, at det er den samme person, som man matcher med på alle punkter.«

»Derfor er der mange, der forsøger at lave deres partner om, så man kan passe til det hele. Det går sikkert fint for nogen, men ikke for de fleste. Den drøm og forestilling har vi sluppet i dag. Det har både været en befrielse og en smerte at skulle sige, at vi ikke kunne være alt for hinanden.«

Har du overvejet skilsmisse?

»Nej, det har jeg faktisk ikke. Jeg har ikke sat tre børn i verden for at blive skilt. Det har været meget tydeligt for mig hele vejen igennem. Jeg har været nervøs for, at det var der, det kunne ende, men samtidig været meget opmærksom på, at det her skulle lykkes for os. Jeg skulle ikke kun se mine børn hver anden uge. Det var helt klart det, der holdt mig igennem de der første par svære år.«

Hvordan tror du, at jeres familiekonstellation vil se ud i fremtiden?

»Selvfølgelig sætter det gang i nogle tanker, at børnene er ved at være store – sådan er det nok også i andre parforhold. Her er vi bare et par stykker mere, der lige skal være med i fremtidsplanerne. Jeg har det ikke sådan, at Trine og jeg kun gør det her for børnene. Det er også for det fællesskab og den samhørighed, som jeg har med hende.«

»Vi har kendt hinanden i så mange år. Vi er livsvidner og kender hinanden ekstremt godt. Det forsvinder jo ikke, selvom børnene bliver store. Hvordan det hele så skal indrettes, og hvem der skal bo hvor, og hvordan det skal være, ved jeg ikke endnu. Men jeg tænker, at vi skal blive ved med at have et forhold til hinanden.«

KÆRESTEN JØRN

Jørn Uhrenholt er it-konsulent og skribent, og kæreste med Trine.
Jørn Uhrenholt er it-konsulent og skribent, og kæreste med Trine. Foto: Peter Nørby
Vis mere

Hvordan er det at vide, at Trine ikke har planer om at forlade Morten?

»Det er faktisk fint. Det var også en af de første ting, som Morten spurgte mig om. Han kunne ikke forstå, at jeg ikke ville have Trine for mig selv. Men jeg har et umuligt forhold til min eks, så jeg var ret klar på ikke at ødelægge denne familie, fordi jeg ved, hvor fucked up en skilsmisse kan være.«

»Derfor var det vigtigt for mig at fortælle Morten, at jeg bestemt ikke kunne se nogen fordel i at splitte tingene op, for at jeg kunne 'få' mere for mig selv. Det skulle selvfølgelig ikke være på bekostning af mig, men jeg var også et ret eksperimenterende sted i mit liv. Så jeg syntes faktisk kun, at det var spændende.«

Har du lyst til at have flere kærlighedsrelationer på én gang?

»Nej, tværtimod. Jeg har prøvet at se flere kvinder på samme tid, og det var alt for stressende. Jeg nyder den frihed, jeg har nu. Jeg kan tage med til familiefødselsdage, hvis jeg vil det, eller blive hjemme, hvis jeg hellere vil det. Så jeg synes klart, at jeg har trukket det længste strå.«

Hvordan tror du, at jeres konstellation bliver i fremtiden?

»Jeg kan godt se mig i den her konstellation fremover også. Jeg ved dog, at jeg har lyst til at bo sammen med Trine en dag og have en endnu mere fælles hverdag sammen. Men det betyder bestemt ikke, at Morten ikke også kan være med.«