'Vi er bange for det højtidelige': Ny prøveoversættelse af fadervor møder kritik
Eva Selsing går i rette med den nye, mere moderne version af fadervor. Hun advarer mod at udvande et af de mest traditionsrige stykker dansk sprog og kultur.

Eva Selsing går i rette med den nye, mere moderne version af fadervor. Hun advarer mod at udvande et af de mest traditionsrige stykker dansk sprog og kultur.

»Prøveoversættelsen er forventeligt flad og sprogligt udvandet.«
Sådan lyder det fra B.T.s debattør Eva Selsing, som reagerer på prøveoversættelsen af fadervor, der i dag er blevet offentliggjort af Bibelselskabet.
I den nye version af fadervor er flere af de gamle formuleringer skrevet om til en mere moderne version af sproget.
Bønnen er gået fra:
«Vor Fader, du som er i himlene!« til »Vores far, du som er i himlen!«.
Eva Selsing er kritisk om ændringen.
»Det er en slags udvanding af sproget. Indholdet er ikke fundamentalt anderledes, men måden, man formulerer det på, bliver mere fladt. En bøn, hvor man anråber Vorherre, må gerne være højtidelig,« siger hun og fortsætter:
»Der er en tendens til, at vi er bange for det højtidelige: det, der peger tilbage i historien, og det, der får os til at tænke på det, der ligger ud over hverdagen. En bøn formuleret højtideligt prikker til vores mere casual opfattelse af livet.«
Johannes Baun, generalsekretær i Bibelselskabet, har dog en helt anden tilgang
»Når vi nyoversætter fadervor, arbejder vi med ord, som mennesker har bedt med gennem et helt liv. Det forpligter. Samtidig skal også kommende generationer kunne forstå, hvad de beder om,« siger han i en pressemeddelelse.
Den køber Eva Selsing dog ikke.
»Hvis Fadervor var uforståelig, ville der være et argument for at ændre den. Men det er den ikke; den er bare mere højtidelig. Vi har med noget at gøre, som vi har arvet, og der følger en forpligtelse med til at passe på det og holde det så tæt på den form, vi har modtaget det i, som muligt,« fortæller hun og fortsætter:
»Bønnen handler ikke om at være flad og nutidig, men om at blive hensat i en højtidelig stemning, fordi man taler med Gud – ærligt og ærbødigt ved at sige versene på en højtidelig måde.«
Men hvis man ikke ændrer bønnen, hvordan kan vi være sikre på, at kommende generationer vil forstå den?
»Vi behøver ikke tage kommende generationers sorger på forskud. I sin nuværende form er den forståelig og højtidelig, hvilket er godt. Hvis sproget har ændret sig så meget om 100 år, at den bliver uforståelig, så må man tage den op til revision på det tidspunkt,« lyder det.
Johannes Baun afviser kritikken.
»Vores research og eksperter i dansk sprogudvikling viser, at noget af bønnen er vanskelig at forstå, og at noget kan misforstås i den version, Eva Selsing er glad for. Men når noget bliver uforståeligt og kan misforstås, dur det ikke, når bønnen skal holde de næste 50 år, « siger han til B.T.
Ifølge Baun er fadervor ikke en oversættelse til Eva Selsing, men hendes børns generation.
»Den nye bibeloversættelse skal være god fra 2036 og 50 år frem. Det er rettidig omhu, når den nuværende allerede nu opleves uforståelig for nogle. Men det, vi præsenterer i dag, er en prøveoversættelse, så vi kan nå at revidere den, hvis vi bliver klogere, end vi er nu, frem mod 2036.«
Ny bibeloversættelse i 2036
Fadervor er del af en ny bibeloversættelse i 2026
Det er ikke første gang, at fadervor bliver ændret. Sidste gang den blev opgraderet, var i 1992.
Ændringen af fadervor er en del af projektet mod en ny dansk bibeloversættelse, der bliver offentliggjort i 2036.
Ifølge bibelselskabet skal der mange års oversættelsesarbejde, faglig gennemgang og afprøvning til for at publicere den nye fadervor.