Blot få måneder efter hun blev skilt fra verdens rigeste mand, har MacKenzie Bezos besluttet at donere minimum halvdelen af sin formue til godgørende formål.

Amazon-stifter Jeff Bezos ekskone har nemlig meldt sig under fanerne hos The Giving Pledge, der er et velgørende projekt, der opfordrer rige til at give store dele af deres formuer væk.

Om sin beslutning fortæller MacKenzie Bezos ifølge CNN, at hun 'har en uforholdsmæssig stor formue at dele ud af':

»Jeg vil fortsat være bevidst om min tilgang til filantropi. Det tager tid, kræfter og omhu. Men jeg kan ikke vente, og jeg vil fortsætte, til pengeskabet er tømt,« siger hun.

Den 49-årige forfatterinde listede sig tidligere i år ind på listen over verdens rigeste mennesker, da hun blev skilt fra sin ægtemand gennem 25 år, Jeff Bezos.

Med sig fik hun 35,6 milliarder dollar, hvilket svarer til omtrent 237 milliarder danske kroner.

Selvom Jeff Bezos måtte punge ud i forbindelse med skilsmissen, er han stadig den rigeste person i verden. Det har han været siden 2018, hvor han stjal topplaceringen fra Bill Gates.

MacKenzie Bezos ligger med sin nyligt erhvervede formue på en 22.-plads på listen over de rigeste, mens hun også er verdens tredjerigeste kvinde. I hvert fald indtil donationen officielt går igennem.

Efter 25 års samliv gik Amazon-stifter Jeff Bezos og forfatteren MacKenzie Bezos hver til sit tidligere i år.
Efter 25 års samliv gik Amazon-stifter Jeff Bezos og forfatteren MacKenzie Bezos hver til sit tidligere i år. Foto: CLEMENS BILAN
Vis mere

Med sin donation skriver MacKenzie Bezos sig ind i rækken af velhavende personer, der giver store dele af deres formuer væk til The Giving Pledge.

Bag projektet, der blev til i 2010, er Microsoft-filantrop Bill Gates og aktiemand Warren Buffet.

De to mangemillionærer opfordrer meget rige amerikanere til i løbet af deres levetid eller efter deres død at lade halvdelen af deres penge gå til bistand og godgørende formål.

Blandt de mest kendte bidragsydere på listen finder man Facebooks grundlægger, Mark Zuckerberg, og tidligere New York-borgmester Michael Bloomberg.

MacKenzie Bezos var ikke den eneste, der tirsdag blev offentliggjort som ny bidragsyder til The Giving Pledge.

Også navne som Brian Acton, medgrundlægger af WhatsApp, og Paul Sciarra, medgrundlægger af Pinterest, var at finde på listen over nye løftegivere.

Og deres bidrag er ikke gået ubemærket hen, understreger Warren Buffet ifølge CNN.

»Gruppens generøsitet afspejler den inspiration, vi får fra de mange millioner mennesker, der roligt og effektivt arbejder for at skabe en bedre verden for andre – ofte med store personlige ofre,« siger han.