»Jeg savner far allermest, når jeg ved, at han er langt væk.«

Den 8. februar i år skulle kaptajnen Jann Mikkelsen have set sin hustru Janne og deres to børn på to og seks år, men i dag, knap fire måneder senere, er han endnu ikke kommet hjem.

Jann Mikkelsen er en af de godt 1.600 danske søfolk, der i øjeblikket er fanget på skibe rundt om på de syv verdenshave uden viden om, hvornår de igen kan komme hjem til Danmark. Lukkede havne og lufthavne som følge af coronakrisen har gjort det stort set umuligt at få transporteret nyt personale ud til skibene.

Imens sidder Jann Mikkelsens hustru, Janne Linea Nabe-Nielsen, sammen med parrets to børn, Kathrine på to år og Thomas på seks år, herhjemme i Danmark og venter med længsel på, at Jann Mikkelsen kommer hjem igen.

»Han er normalt ude og sejle i 11 uger ad gangen og skulle have været hjemme i februar, men nu har været ude og sejle siden november,« fortæller Janne Linea Nabe-Nielsen og tilføjer:

»Vi er vant til, at han er ude og sejle, fordi han er kaptajn på et containerskib, men det er dybt frustrerende at sidde tilbage og ikke vide, hvornår han kommer hjem. Vi har jo kontakt til hinanden løbende via telefonen, men det kan jo godt være lidt svært for børnene at forstå.«

Jann Mikkelsens forsinkede hjemkomst, som man vist godt kan kalde det, har også betydet, at både Kathrine og Thomas har måttet holde deres seneste fødselsdag uden far i hjemmet. Og så har det også betydet, at Janne Linea Nabe-Nielsen har fungeret som alenemor i mere end et halvt år.

»Vi har haft utrolig mange svære dage, hvor et nej fra mig måske har betydet, at børnene er væltet ud i gråd, og at jeg så er en dårlig mor. Og det er jo, fordi de begge to savner deres far,« siger Janne Linea Nabe-Nielsen, der er medlem af Sømandskoneforeningen.

Thomas og Kathrine ved morgenmaden. På bordet foran dem står et billede af deres far Jann, der er kaptajn på et skib og skulle have været vendt hjem 8. februar, men det satte coronakrisen en stopper for.
Thomas og Kathrine ved morgenmaden. På bordet foran dem står et billede af deres far Jann, der er kaptajn på et skib og skulle have været vendt hjem 8. februar, men det satte coronakrisen en stopper for. Foto: Malene Vinge Jakobsen
Vis mere

Jann Mikkelsen er kaptajn på et containerskib og sejler for et større dansk rederi. En stor del af tiden sejler han i Asien, men i øjeblikket sejler han mellem England og Tyskland, og selv om det er langt fra Danmark, så er han eksempelvis tættere på hjemmebasen, end når han rejser i Asien, og det har en betydning for familien.

Særligt seksårige Thomas kan trøste sig med det.

»For ham er der en klar forskel, når vi skal dreje globussen meget. Så betyder det, at han er langt væk. Han siger selv, at han savner ham mere, når han er langt væk. Samtidig er der de bekymringer, han går igennem. Hvad hvis far dør af corona? Det er jo nogle store bekymringer for det lille menneske,« fortæller hun videre og tilføjer:

»Og så er der den udvikling, som begge vores børn er gået igennem det seneste halve år, som deres far nu er gået glip af.«

Janne og hendes to børn Kathrine og Thomas.
Janne og hendes to børn Kathrine og Thomas. Foto: Malene Vinge Jakobsen
Vis mere

Dog ser det nu ud til, at der er lys for enden af tunnelen.

Hvis alt går efter planen, sætter Jann Mikkelsen sine fødder på dansk jord tirsdag, men af frygt for at skuffe sine børn har Janne Linea Nabe-Nielsen endnu ikke fortalt dem den potentielt gode nyhed endnu.

Foruden kaptajner sejler der også en hel del danske maskinmestre rundt på havene. Ifølge Maskinmestrenes Forening skulle 80 procent af de godt 500 medlemmer, der i øjeblikket er ude og sejle, have været afløst for længe siden.

Derfor har Danske Rederier, CO-Søfart og Maskinmestrenes Forening indgået en aftale om besætningskifte, hvor man er nået til enighed om, at 'søfarende, hvis den normale udeperiode er overskredet, skal afløses hurtigst muligt, når sikre afmønstrings- og hjemrejsemuligheder er til stede.'