Flere titusinde danskere smittes fortsat dagligt af corona.

Det kan i den grad mærkes på hospitalerne i Region Nordjylland. Det skriver de i en pressemeddelelse.

Her er personalet selv hårdt ramt af smitte med corona og er syge med covid-19, og de, der er tilbage, står tilbage med en enorm mængde opgaver.

»Personalet knokler for at følge med ude på hospitalerne,« siger regionsrådsformanden for Region Nordjylland, Mads Duedahl, og roser i samme ombæring de hospitalsansatte for deres indsats.

Det raske personale skal også tage stilling til problematikken med patienter, der også i stigende grad er blevet smittet med corona.

Det har skabt en pukkel på hospitalerne.

»Vi håber, at vi snart kan være tilbage på normalt aktivitetsniveau og stille og roligt kunne påbegynde pukkelafviklingen. Det vil vi kunne gøre i takt med, at færre bliver indlagt med corona, og smittet personale igen kan varetage deres sædvanlige opgaver,« siger Mads Duedahl.

Pukkelafviklingen skal blandt andet løses ved hjælp af en pulje penge, regionsrådets forretningsudvalg har sat af til formålet.

Her er der blandt andet lagt 50 millioner kroner til at omvisitere patienter til privathospitaler.

Derudover er der sat 20 millioner kroner af til såkaldt meraktivitet på hospitalerne, og det vil være en mulighed at udlægge sygehusbehandlinger til speciallægepraksisserne.

Alt sammen for at minimere den ophobende venteliste af patienter på regionens hospitaler.

»Det er vigtigt for mig, at vi får barberet ventetiderne ned. Med den nye bevilling får vi understreget, at vi sætter alle sejl til for hurtigst muligt at hjælpe de mange patienter, som har fået udskudt deres hospitalsaftaler,« siger Mads Duedahl.

Men han tør dog ikke love, at problemet bliver løst med det samme.

»Det kommer imidlertid til at tage tid, før vi er igennem listerne, og jeg kan ikke garantere andet, end at vi vil gøre vores bedste for komme ventelisterne til livs.«