Vejret har de seneste par dage været en længe tiltrængt premiere på foråret.

Solen har skinnet, og træer, buske og blomster har for alvor spiret og fremvist de nye forårsfarver.

Og netop muligheden for at komme ud og fremvise nye forårsfarver er formentlig noget, som mange danskere også har ventet utålmodigt på.

Men det kan måske alligevel være lidt for tidligt at lægge vintertøjet ind bagest i skabet eller ned i kælderen.

Det forklarer Steen Hermansen, vagthavende meteorolog hos DMI, over for B.T., efter at DMI onsdag har udsendt både måneds- og sæsonprognose for de kommende uger og måneder.

»Ja, det er nok lidt for tidligt at gemme vintergarderoben væk. Inden for de kommende dage kan vi ligge omkring 8-10 grader med byger og nogen blæst, og det vil nok føles temmelig køligt,« siger Steen Hermansen.

»Det kølige vejr ser ud til at kunne vare til slutningen af næste uge, så jeg ville nok lige vente med at lægge tøjet væk,« tilføjer han.

Når DMI kigger ind i maj, ser det ud til at blive lidt ustabilt, understreger Steen Hermansen.

Gode dage med solskin og temperaturer op omkring 15 grader, men også dage med skyer og nedbør.

»Man skal måske have fat i regntøjet, når vi kommer hen midt i maj. Men dagene er lange, og der skal ikke så meget til, for at vi kan få pæne dage med sol,« siger Steen Hermansen.

»Vejret i de kommende uger ser ikke ud til at være afvigende fra det, man kan kalde normalen,« forklarer han desuden.

Men. For der er et men. Og det er et godt et.

Når det bliver juni, så ser det lige nu godt ud, lyder meldingen nemlig fra DMI.

I sæsonprognosen opsummerer DMI junivejret på følgende måde:

»Temperatur: Omkring eller lidt over normalen. Nedbør: Noget under normalen.«

»I perioder kan højtrykkene forskydes mod øst og sydøst – tættere på Danmark – og giver os svagere vinde med højsommerlige temperaturer,« lyder det længere nede i analysen.

Steen Hermansen supplerer:

»Når vi tager hul på kalendersommeren og går ind i juni, så kan det godt se nogenlunde stabilt ud med solskin en del dage og tørvejr,« siger han.