Det skete i et af Venstre-politikeren Torsten Schack Pedersens første interviews som nyudnævnt politisk ordfører.

Han blev spurgt, om han ønsker, at Venstre vender hjem til blå blok efter næste valg i stedet for at fortsætte med en midterregering. 

»Mit udgangspunkt er, at hvis der er et blåt flertal, så starter vi selvfølgelig med at afsøge mulighederne der,« svarede Torsten Schack Pedersen.

Det var i B.T.s politiske podcast, Slottet og Sumpen, i onsdags – få dage efter at han var blevet udnævnt til Venstres nye politiske ordfører.

Rollen som partiets politiske ordfører er vigtigt. Han skal nu tegne partiets holdninger udadtil på snart sagt alle områder.

Og derfor var udtalelsen også en lille nyhed.

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, har nemlig for nylig sagt det modsatte: At Venstres fremtid efter næste valg lige så godt kan bygge på et fortsat samarbejde med Moderaterne og Socialdemokratiet. 

Torsten Schack Pedersens udtalelse kunne altså få det til at lyde, som om Venstre har fået en ny politisk linje.

Men det har partiet ikke. Det er formandens ord, der gælder, slår Torsten Schack Pedersen nu fast.

Han kom til at svare »instinktivt« på spørgsmålet, fortæller han til Avisen Danmark. Det var en fejl.

»Det handler nok bare om gammel strøm i kablerne. Jeg overlader det trygt til Venstres formand at beslutte, hvordan forhandlingerne skal håndteres, når vi står på den anden side af et valg.«

Han forklarer sin svipser sådan her:

»Det skyldes nok, at jeg instinktivt er blå og min gamle historik, fordi jeg er sådan en gammel VU-formand (Venstre Ungdom, red.)«

Hør hele interviewet i Slottet og Sumpen, hvor Torsten Schack Pedersen også fortæller om, at han græd, da hans kone i sidste uge blev fyret som minister: