Når temperaturerne stiger, er én særlig diskussion lige så sikker, som køen til det nærmeste ishus er lang.

Det gælder selvfølgelig debatten om, hvilke dele af sin sommergarderobe, man egentlig kan slippe af sted med at møde på arbejde i.

Det klareste svar får man hos fagforeningen Lederne, der har undersøgt sagen.

I en spørgeskemaundersøgelse, der er foretaget blandt næsten 1.100 af fagforeningens medlemmer, svarer kun 24,5 procent, at der er nedskrevne regler for påklædning på deres arbejdsplads.

Det får Signe Bilde Jørgensen, der er arbejdslivspolitisk chefkonsulent i fagforeningen, til at konkludere, at der i dag er færre regler og mere frihed til selv at bestemme sin påklædning.

For bare tre år siden var det nemlig hele 44 procent af alle arbejdspladser, der havde regler for passende påklædning, skriver TV 2.

Men tror du, det betyder, at din chef er ligeglad med, hvad du møder op i, kan du godt tro om igen.

26,8 procent af lederne i undersøgelsen siger nemlig, at der er uskrevne regler for påklædning på deres arbejdsplads.

Det er noget rod, mener Signe Bilde Jørgensen, der efterlyser klare signaler fra de danske chefer:

»Det handler ikke om kontrol eller smagsdommeri, men om at skabe tryghed. Vi er ikke så optaget af, om folk har en dresscode eller ej – bare lederne er tydelige omkring forventningerne,« siger hun til TV 2:

Og så tilbage til det tøj, som de færreste chefer vil blive glade for at se deres medarbejdere møde op i.

Ifølge 36,1 procent af de adspurgte ledere, er joggingtøj det værste stykke tøj deres ansatte kan møde op i. Mens næsten lige så mange mener, at klipklapper, mavebluser og tøj med politiske budskaber er dårlig stil. 

Shorts er det derimod kun 16,4 procent af de adspurgte, der ikke vil se deres medarbejdere i.