En vegetarisk måltidskasse skal helst indeholde vegetariske produkter - og ikke en ordentlig klump kød. I hvert fald hvis du spørger en vegetar.
Og netop derfor fik Nini Sørensen sig en gevaldig overraskelse, da hun åbnede sin måltidskasse fra Nemlig.com.
Her lå der nemlig et helt kilo oksekød.i bunden af kassen.
»Da jeg modtog måltidskassen, var jeg meget estatisk over alle de lækre grøntsager, der var med. Men nederst i posen med kølevarerne ender jeg med at finde et kilo oksekød. De er en stor virksomhed, og de burde have styr på sådan noget. Det er, ligesom hvis man bestiller en kasse, hvor man skriver, man er allergisk over for tomater, og man så modtager tomater.«

»Jeg har aldrig følt mig så latterliggjort før, og jeg synes overhovedet ikke, at man skal reklamere med en vegetarisk måltidskasse, hvis man ikke tager det seriøst. Kassen kostede 638 kroner med levering, så det er ret mange penge, jeg har brugt på sådan en kasse.«
For Nini er det et stort problem, fordi hun går meget op i sin egen sundhed, dyrevelfærd og miljøet. Derfor synes hun også, at det er yderst problematisk, når Nemlig.com prøvede at komme med en løsning.
»De tilbød mig en refusion for en af retterne, og så fortalte de mig, at de først kunne hente kødet torsdag, da de ikke kunne sende nogen ud før det. Derefter ville de bare smide det ud, da de ikke ville kunne videresælge det. Der synes jeg bare, at de skider på bæredygtigheden,« siger Nini Sørensen til B.T.
I et skriftlig svar til B.T. beklager nemlig.com, at den uheldige vegetar-hændelse er fundet sted.
Der synes jeg bare de skider på bæredygtighedenNini Sørensen
Har du oplevet noget lignende? Så tip os på 1929@bt.dk
»Det er meget beklageligt, at vi ved en fejl har pakket en pakke kød i samme ordre som en vegetarisk måltidskasse. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at beklage endnu en gang overfor den uheldige kunde. Der er tale om en klar fejl i pakningen af vores varer, hvor en medarbejder har lagt en pakke kød i en forkert kundes ordre. Vi indskærper nu denne proces på vores lager,« forklarer kommerciel direktør Mikkel Pilemand for nemlig.com og fortsætter
»Kunden skal naturligvis ikke betale for denne forkerte vare, og vi vil i tillæg finde en ekstra god løsning med den pågældende kunde som et plaster på såret.«


