54-årige Glynn Steel nægtede at tage imod vaccinen mod covid-19.

Lige indtil han lå med en plastikmaske over hovedet og blev holdt i live med kunstig ilt på Worcestershire Royal Hospital.

Hans fire år yngre hustru, Emma Steel, fortæller til Daily Mail, at Glynn Steel på sit dødsleje fortrød sit fravalg af vaccinen.

»Det sidste, han sagde til mig, var: 'Jeg har aldrig haft det så dårligt, jeg ville ønske, jeg havde fået vaccinen'. Det var hjertesskærende,« fortæller hun.

Glynn Steel var veganer og en sand dyreven.

I sit hjem i Malvern havde han hele seks herreløse katte og hunde, som han havde bragt hjem fra internater og sågar en ferie i Sri Lanka.

Og det var netop på grund af hans kærlighed til de firbenede venner og andre levende væsner, at Glynn Steel nægtede at tage imod covid-19-vaccinen.

»Han var en meget venlig sjæl, han var veganer og han ville ikke have covid-19-vaccinen, fordi den var testet på dyr,« siger Emma til Daily Mail.

Glynn Steels vaccineskepsis blev vakt, da han fandt ud af, at vaccineproducenterne Pfizer-BioNTech, Moderna og Johnson & Johnson alle har testet deres vacciner på dyr.

Det er ifølge Daily Mail et lovkrav, at vaccinerne bliver testet på dyr, inden de bliver testet på mennesker.

Og Glynn Steel kunne ikke bære tanken om, at dyr skulle gennemgå mulige lidelser af bivirkninger ved uudviklede vacciner, for at menneskeheden kan blive vaccineret. Lige indtil han blev indlagt med covid-19.

Glynn Steel blev testet positiv for covid-19 den 27. oktober, og da hans tilstand gradvis blev forværret, kørte Emma ham til Worcestershire Royal Hospital. Ifølge hustruen bad han sygeplejerskerne om at få vaccinen.

»Han tiggede om at få vaccinen, inden han blev lagt i respirator, men de sagde, at det var for sent,« fortæller hustruen.

Han blev først indlagt i intensiv behandling og dernæst lagt i kunstig koma. Emma tilbragte de sidste timer med sin mand iført en plastikdragt og med forbud om direkte berøring.

»De spillede hans favorimusik med Sex Pistols, og jeg blev sammen med ham til det sidste,« fortæller hun.

Den 16. november døde han på tragisk vis – kun to måneder før han fyldte 55. Emma Steel, der selv har fået begge stik, er efterladt i tomhed og opfordrer alle til at få vaccinen.