Du risikerer at støtte Rusland økonomisk, når du køber varer fra Asien.

Det skyldes, at flere transportselskaber i øjeblikket fragter varer fra Asien til Europa med godstog gennem Rusland.

Efterspørgslen på jernbanetransport gennem Rusland er således eksploderet siden november, oplyser Børsen, som har talt med flere speditørgiganter.

Årsagen er, at flere rederier har droppet at sejle gennem Det Røde Hav, som ellers var et knudepunkt for global handel, efter der på det seneste har været flere angreb mod skibe fra houthi-grupperinger i Yemen.

Til Børsen fortæller administrerende direktør i Danske Speditører, Martin Aabak, at danske logistikselskaber også får flere transportopgaver i Rusland.

»Det er jo legitimt at vælge den rute, da det ikke bryder med de vedtagne sanktioner mod Rusland. Det er selvfølgelig problematisk, da det sender flere penge i lommen på Rusland.«