Et ægtepar fra Fyn var meget tæt på den helt store gevinst på 113 millioner kroner i Eurojackpot.

I stedet måtte de 'nøjes' med andenpræmien, men den var nu heller ikke så lille endda.

5,4 millioner kroner vandt de heldige fynboer, som begge er pensionister.

»Det er ikke rigtig gået op for os endnu, men det er jo det, jeg har drømt om i alle de år, jeg har spillet. Jeg sad bare derhjemme med min telefon, og så tjekkede jeg min kupon, og så steg adrenalinen,« fortæller den heldige vinder, der kommer fra det vestlige Fyn.

Manden fortæller til Danske Spil, at han og hustruen har sovet noget mindre end normalt, efter at de vandt de mange penge – men at de ikke har lavet om på tilværelsen.

Endnu.

»Vi håber, vi kan leve af pengene resten af livet. Vi er hammer glade for, at de penge kommer, for så skal vi ikke tænke over økonomi. Vi vil bare forsøde livet fra nu af. Vi tager ofte på bilferie, så vi køber nok noget ordentligt at køre i, og nu kan vi komme på flere ture og komme endnu længere væk,« fortæller den nyslåede Lotto-millionær og fortsætter:

»Vi har ikke nogen at stå til ansvar for, så vi kan sætte os ud i bilen og køre nu, hvis det er. Det her er ekstra penge, for vi mangler ikke noget og skal ikke opnå mere, så det er bare luksus. Det er næsten alle pengene værd bare at køre rundt, synes vi. Det er noget i den stil, der er luksus for os. Det er, at vi bare kan sætte os ud i bilen og køre nu, hvis vi har lyst.«

Parret ynder at besøge historiske steder, når de starter bilen og kører rundt i Europa.

Selvom ægteparret håber, at de kan leve af gevinsten på 5,4 millioner resten af livet, er han ikke stoppet med at spille Lotto.

»Jeg har allerede købt en ny kupon, hæhæ, nogen skal jo vinde to gange,« siger han.

Næste trækning i Eurojackpot er tirsdag aften, hvor der er 132 millioner kroner i puljen.