En dansker fra Roskilde Kommune har vundet en megagevinst i Eurojackpot.

Der er tale om den næststørste gevinst i danmarkshistorien.

Rekordgevinsten er på hele 310 millioner kroner.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

De præcis 310.785.127 kroner er vundet via Eurojackpot og er den næststørste herhjemme.

Den er kun overgået af en heldig spiller fra Helsingør i 2015.

Her lød den svimlende gevinst på 315 millioner kroner.

»Det er jo fuldstændig vildt og fantastisk. Vi er så glade for, at Danmark nu får årets anden store vinder af Eurojackpot - og så midt i en corona-tid, hvor man har ekstra meget brug for at kunne gøre drømme til virkelighed. Der skal lyde et kæmpe tillykke herfra,« siger adm. dir. i Danske Lotteri Spil, Pernille Mehl.