185.000 kroner.

Så dyrt blev det for en mand at købe sin egen bil tilbage, som tidligere var blevet konfiskeret af politiet grundet vanvidsbilisme.

Det skriver JydskeVestkysten.

Den sorte audi var torsdag i denne uge til salg på en bilauktion i Haderslev, hvor der blev solgt 20 biler, som var i Østjylland- og Sydøstjyllands Politis varetægt.

Manden fortalte selv til de fremmødte på auktionen, at han fået konfiskeret bilen på grund af vanvidsbilisme. Det forklarede ejeren af Haderslev Auktionshus, Peder Broe-Scherrebeck, til TV 2.

Ifølge manden var han blevet blitzet på vej til sin far, som havde fået hjerteflimmer. Faderen havde ringet og været urolig, og det var altså årsagen til sønnens hasarderede kørsel.

Manden måtte ud i en budkrig, før han igen kunne kalde sig bilens ejermand.

Han skal dog først have generhvervet sit kørekort, før han må sætte sig bag rattet.