En større gruppe borgere i en række nordsjællandske byer kigger sig i disse dage ekstra meget over skulderen.

Her kører en vanvidsbilist nemlig rundt på en måde, som gør, at mange af dem er gået til tasterne i en lokal Facebook-gruppe.

'En midaldrende mand i en Audi A6 st. car kører lige nu rundt med over 100 km/t på de små veje omkring Bukkeballevej / Bolbrovej. Han giver den gas, som kørte han for livet. Helt hjernedødt. Frem og tilbage. Råbte og skreg af 2 cyklister,' skrev en kvinde eksempelvis i gruppen Hørsholm Rungsted Beboergruppe på Facebook.

Og hun er bestemt ikke den eneste, der har oplevet problemer med manden i den store Audi.

Har du også oplevet vanvidsbilisten? Så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.

Flere skriver i kommentarsporet, at de også nærmest har måttet springe for livet, og en spørger ledende:

'Skal der lig på bordet, før der sker noget?'.

Ugebladet Hørsholm har desuden talt med borgeren Hans Henrik Raith, der i sidste uge stiftede bekendtskab med Audi-bilisten.

»Pludselig så jeg ham accelerere vildt mod os, og han var kun få meter fra at smadre ind i min bil, hvorefter han 'fløj' væk med nok 90 km/t. Jeg fik hjertet direkte op i halsen og tænkte bare bagefter, at det var godt, der ikke have været en cyklist eller andre, der havde krydset vejen. Så var de blevet ramt,« siger han til avisen.

Da Hans Henrik opdagede Facebook-tråden i Hørsholm Rungsted Beboergruppe, gik det op for ham, at han altså ikke var den eneste, der havde oplevet den vilde kørsel.

Derfor valgte han med det samme at anmelde bilisten til politiet.

Det samme har flere andre gjort, men Ugebladet Hørsholm har ikke haft held med at få en kommentar fra Nordsjællands Politi.