Der er tre ting, som man helst ikke vil undvære på en dag med op over 30 grader.

Skygge, solcreme og vand. Bor man i Vordingborg, Nyråd, Kastrup eller Neder Vinge er sidstnævnte dog allerede nu en mangelvare.

Lørdag er der ifølge Sjællandske Medier indført vandingsforbud, fordi vandværket oplever akutte problemer med at skaffe vand.

Vandbeholderne er ved at være tomme og boringerne hos Vordingborg Forsyning kan ikke følge med efterspørgslen.

Opfordringen til beboerne i Vordingborg og omegn er derfor klar.

Spar på vandet så meget som overhovedet muligt.

Selvom det er fristende at give de tørstige planter vand i haven eller fylde det oppustelige bassin, så skal man holde igen.

Risikoen er, at vandværket helt må lukke af for vandhanerne i nogle timer for at få fyldt deres lagre op igen.

Vandmanglen kan både skyldes et ekstraordinært højt forbrug, men også et brud på et rør.