Hvad er det første man gør, når man lige har fundet ud af, at man har vundet hele ni millioner kroner?

Ja, en ung studerende valgte at gå på indkøb – på jagt efter kun en enkelt ganske ydmyg vare.

»Jeg sad bare og kiggede på tallene i et kvarter,« lyder det fra den anonyme vinder:

»Jeg var helt omtåget, så jeg gik over i Lidl og købte noget brød til min suppe til aftensmaden. Jeg skulle ligesom bare ud at gå for helt at forstå det.«

Det var i Eurojackpot, at den mandlige studerende fra Aalborg vandt de ni millioner kroner. Danske Spil skriver i sin pressemeddelelse ikke, hvornår gevinsten blev vundet.

Men det var »en søndag morgen«, at han ved et tjek på sin mobiltelefon opdagede den store gevinst.

Og ikke overraskende repræsenterer den store sum en ganske anden økonomi, end livet som studerende normalt giver mulighed for.

Af den grund ved vinderen heller ikke helt, hvad han skal bruge de mange penge til.

For han har vænnet sig til et liv, hvor leverpostejmadder fint kan udgøre et aftensmåltid.

Det ved hans nærmeste familie også godt, så deres reaktion kom prompte, da de fik kendskab til gevinsten.

»Først grinede de, fordi de ikke troede på mig. Og bagefter grinede de endnu mere, fordi de godt ved, at jeg ikke er typen, der går rundt og bruger så mange penge,« fortæller vinderen:

»Det fjerner da nogle bekymringer, når man skal finde noget at bo i bagefter mit studie, men nu skal min kandidat lige overstås først, så jeg tager det stille og roligt. Men altså, det bliver da en god buffer at have.«