Fem millioner skattefri kroner.

Det er, hvad en mand i 70'erne fra Viborg er blevet den heldige vinder af.

»Det var en sød medarbejder fra Danske Spil, der fortalte, at jeg havde vundet fem millioner. Jeg troede jo først, det var en joke. Men som samtalen skred frem, gik det op for mig, at det nok var rigtigt,« fortæller vinderen, der ønsker at være anonym, i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

»Jeg kan love dig, at jeg ikke sov særlig godt om natten. Tankerne kørte rundt og rundt. Man tror jo nok ikke rigtig på det, før man kan se dem på kontoen,« fortsætter han.

Manden er Plus-kunde hos Danske Spil og spiller derfor på abonnement. Derfor havde han ikke holdt øje med trækningen lørdag aften og var slet ikke klar over, at han var blevet millionær, da han blev ringet op.

De fem millioner kroner falder samtidig på et tørt sted for ham og hans kone, fortæller han.

»Det er jo ikke mange penge, man har at gøre med som pensionister. Gevinsten gør, at vi nu med sikkerhed kan blive i vores hus – og tilmed kan få opdateret det på forskellige måder.«

Manden fortæller desuden, at ægteparret vil udskifte deres gamle bil med en nyere af slagsen, ligesom de også gerne vil ud og opleve ting, de aldrig troede, de ville få råd til.