Hvad gør man, hvis man vinder mere end 310 millioner kroner? For en dansk mand var svaret enkelt: Han ringede øjeblikkeligt til sin chef og sagde sit job op.

»Jeg sagde: 'Jeg har en dårlig og en god nyhed. Den dårlige er, at jeg siger op fra dags dato. Den anden er, at jeg har vundet ufattelig mange penge.' Han blev meget glad på mine vegne. Vi har været igennem en del sammen,« lyder det fra manden i 40erne fra Roskilde Kommune, der ønsker at være anonym.

Han vandt i fredags danmarkshistoriens næststørste gevinst nogensinde, da han scorede helt præcist 310.785.127 kroner i Eurojackpot.

Nu fortæller han i en pressemeddelelse fra Danske Spil om, hvordan han opdagede, at han havde vundet. Det skete først lørdag, da han fik et opkald fra netop en Danske Spil-medarbejder, der kunne breake nyheden om den store gevinst.

Den heldige vinder havde ikke selv tjekket sin kupon og var på tidspunktet for opringningen ude at køre en tur med sin bror.

»Kvinden i den anden ende spurgte, om jeg havde hørt noget om en stor gevinst, der havde været i Roskilde. Jeg havde intet hørt og havde faktisk ikke skænket det en tanke, at jeg havde spillet, så jeg troede måske, det drejede sig om en million eller to. Hun sagde så, at jeg hellere måtte køre ind til siden, for det var en del mere end det,« siger manden i 40erne:

»Min bror havde hørt om den kæmpe gevinst i medierne, så han lurede det vist lidt før mig. Han begyndte bare at græde. Det var så vildt. Og jeg er så glad for, at han var der med mig.«

Minuttet efter samtalen med Danske Spil ringede vinderen så til sin chef med sin opsigelse. Allerede samme dag fik han brugt en bid af gevinsten.

»Desværre havde Ferrari lukket om lørdagen, så jeg kørte ud til Mercedes i stedet for og lagde en bestilling. Om søndagen åbnede Ferrari så ekstraordinært for os, men det er jo svært at vælge. Men altså. Tænk lige på, hvor stort det er at kunne tage sin søn med til sådan en oplevelse og lade ham være med til at vælge. Jeg kan slet ikke være i min krop over det,« siger den bilglade Eurojackpot-vinder, der også har planer om Lamborghini og Tesla.

Han har desuden sat en ejendomsmægler i gang med at finde et nyt hus i Roskilde-området – hvor også vinderkuponen blev købt. Han har også planer om at købe »nogle ting, som jeg før kun har kunnet drømme om i mine vildeste fantasier«.

Derudover planlægger han at give »nogle millioner« til sine børn og til sine brødre og deres børn. Også farens forestående bryllup vil han også betale.

I det hele taget planlægger vinderen fra Roskilde, at mange andre mennesker skal mærke, at han har vundet kæmpegevinsten.

»Jeg har altid været et meget følsomt menneske, der gerne har villet hjælpe andre. Denne gevinst vil gøre det muligt for mig at hjælpe endnu flere og gøre en masse godt. Nu hvor min familie er sikret, vil jeg se på projekter, hvor jeg kan hjælpe fattige børn over hele kloden, og jeg vil investere størstedelen af mine penge, så jeg netop kan generere endnu flere penge til den slags,« siger han:

»Det skal jeg bruge resten af mit liv på. Og så bare nyde, at jeg aldrig mere skal tænke på at knokle. Jeg er så taknemmelig.«