For en mand fra Vejle-kanten blev ikke bare dagen - men livet - pludselig meget sjovere, da han i sidste uge vandt den store gevinst i Lotto. Det skriver Danske Spil.

Manden, der er i tresserne, kom sidste lørdag hjem fra en aftentur med hunden, og fandt sin kæreste dansende i stuen.

»Hun nærmest dansede rundt og klappede. Så sagde hun: ‘Vi har alle syv rigtige’. Den skulle lige op og vende engang, for man tror jo ikke på, at man vinder. Men på række 15 var den der. Det er jo tal, vi nærmest kan i søvne, da det en kombination af fødselsdage i familien,« har vinderen fortalt til Danske Spil.

De syv rigtige udløste en gevinst på ikke mindre end 10 mio. kr. og parret har besluttet at fejre deres held med to livsændrende begivenheder.

De har sagt deres job op, og de er i gang med at arrangere bryllup. De to har kendt hinanden i 10 år, men det er først nu, de får papir på deres kærlighed.

»Jeg var selvfølgelig nede på knæ, og vi drak en god flaske rødvin for at fejre, at hun sagde ja. Vi gør det selvfølgelig også for at sikre hinanden og vores børn, som vi har hver for sig. Det skylder man, når man har vundet så mange penge,« siger han til Danske Spil.

Fest i udlandet

Selvom der er penge nok til både kjole og kage, vil de nyslåede millionærer ikke holde stor fest, men har i stedet valgt at blive gift under en af de ferier, de er gået i gang med at planlægge.

De drømmer både om en længere tur til Thailand og Maldiverne, ligesom en bil og et sommerhus også står på ønskesedlen. Der burde være råd til det hele.

Parret vil gerne være anonyme og holder for sig selv, hvor mange penge, de har vundet. Ikke engang deres børn ved, hvor stor gevinsten var. Men vinderen lover, at børnene kan forvente en rigtig god julegave i år, og de kan se frem til at blive inviteret ud at rejse - måske på en tur med indlagt bryllup.