En stor vandskade har ramt Slagelse Sygehus' børneafdeling, der må afvise patienter. Det skriver TV Øst.

Børneafdelingen på Slagelse Sygehus blev onsdag ramt af en større vandskade.

Det har fået afdelingen til at afvise patienter og sende dem andre steder, skriver TV Øst.

- Det er en rigtig uheldig situation, men heldigvis har det ikke ført til farlige situationer, og vi håber, at hospitalet kan fungere så godt som normalt igen fra torsdag morgen, siger Charlotte Bøll Larsen, der er vicedirektør på Slagelse, Næstved og Ringsted sygehuse til TV Øst.

Akutte patienter er blevet sendt til andre hospitaler, og personale arbejder på højtryk med at fjerne vandet fra afdelingen.

- Jeg ved ikke, hvor mange kubikmeter vand, der er løbet ud men der er tale om rigtig, rigtig meget vand.

- Vi tilkaldte brandvæsenet, der hjalp med at pumpe vand ud, siger Charlotte Bøll Larsen til mediet.

Forventningen er, at afdelingen kan komme tilbage i normal drift torsdag.

- Håbet er, at alt andet end elevatorerne i morgen tidlig virker, som det skal. Der er imidlertid løbet rigtig meget vand ned i elevatorskakterne, så det kan godt tage længere tid at få dem op at køre igen, siger Charlotte Bøll Larsen.

Hun fortæller til TV Øst, at der er tale om postevand, så der er ikke en sundhedsrisiko ved skaden.

Der var tilsyneladende en lækage i sygehusets sprinklersystem, der var skyld i vandmasserne.

Det fortæller Michael Gravgaard, indsatsleder ved Slagelse Brandvæsen.

- Det har været et uheld derude med noget vand fra sprinklersystemet. Det er repareret nu, og alt skulle gerne være intakt, siger han til Ritzau.

Han tilføjer, at brandvæsenet assisterede med at pumpe store mængder vand væk fra de berørte afdelinger.

- Vi var derude i et par timer frem til omkring klokken 21, og personalet hjalp selv til med indsatsen, siger Michael Gravgaard.

Hvorvidt der er sket større vandskader, skal videre undersøgelser afgøre, fortæller indsatslederen.

/ritzau/