Opdatering: B.T. har efter artiklens udgivelse modtaget en henvendelse fra ejerens advokat, der oplyser, at det ikke kan bekræftes, at der er sket sigtelse for overtrædelse af coronarestriktioner i form af udskænkning af alkoholiske drikke.
"Det bestrides af ejeren, at der er sket en overtrædelse, idet det ikke er forbudt at servere ikke alkoholiske drikke efter kl. 22.00. Såfremt Nordsjællands Politi fastholder sigtelsen, vil sagen blive prøvet i retten," skriver han.

Det er efterhånden blevet alment kendt, at serveringssteder ikke har tilladelse til at skænke alkoholiserede drikkevarer efter klokken 22. Men alligevel bliver det ikke efterlevet af alle.

Eksempelvis hos en vandpibebar i Hillerød, konstaterede Nordsjællands Politi lørdag aften.

Politikredsen aflagde baren et besøg, hvor man kunne konstatere brud på coronareglementet. Det skriver Sjællandske Medier.

Besøget skete mere præcist klokken 22.08, hvor nyankomne gæster fik udleveret først menukort – og siden drikkevarer.

Det er imod reglerne. Derfor står vandpibebaren nu til en bøde for overtrædelsen.

Bødens størrelse afhænger af flere faktorer.

Som udgangspunkt koster det ejere 10.000 kroner at servere efter klokken 22.

Størrelsen afhænger dog også om virksomhedens størrelse, samt om der er tale om et førstegangstilfælde.