Fire dage - længere tid gik der ikke, førend DGI Vandhuset har måtte lukke den nye vandrutchebane. Det fortæller DGI Vandhuset i Vordingborg på Sjælland, ifølge Sjællandske.

'Megastort ØV! Vi har måttet lukke rutchebanen, da der er fejl ved en samling, som skal repareres, før vi kan tage den i brug igen. Vi beklager og giver besked, så snart den er fikset.'

Vandrutchebanen i den nye svømmehal skal undersøges, efter en mand har slået sig under en tur.

Derfor er firmaet, der har konstrueret rutchebanen, blevet tilkaldt, så det kan undersøge, om der er noget galt, fortæller Kultur- og Fritidskonsulent Bjarne Malmros til Sjællandske:

»En voksen mand har slået albuen, og derfor har vi lukket rutsjebanen. Vi ved endnu ikke, om der er en fejl ved den, for vi har kravlet oppe i den flere gange, og vi har ikke fundet noget.«

»Men vi har kontaktet det firma, der har konstrueret rutsjebanen, og så må de komme og se på den.«

Indtil firmaet har undersøgt den 34 meter lange rutchebane, skal man ikke forvente at få en tur,« siger han.

DGI Vandhuset er blevet åbnet fredag i sidste uge.

DGI Vandhuset oplyser, at det har oplevet generel tilfredshed fra brugerne, og at der er udvidet åbent resten af efterårsferien.