»I skal gå ind og sige farvel til jeres søn. Det er en meget kompliceret operation, og der er desværre en stor risiko for, at han ikke overlever.«
Ordene glemmer Anja Rodrigues Nielsen aldrig. Synet af hendes baby på syv uger i hospitalets plastikvugge og hans lillebitte hånd i hendes har brændt sig fast på nethinden for evigt.
Tre dage tidligere, fredag den 24. juli i 2015, sad Anja og hendes mand over for en vagtlæge i hans konsultation i Odense.
Deres søn, Emilio, lå ved siden af dem i en autostol og sov.
TIP OS! Har du oplevet, at lægevagten eller 1813 begik en fejl, så hører B.T. gerne fra dig. Skriv en mail til journalist Cordelia Weber på cweb@bt.dk
Emilio havde fra begyndelsen været en nem baby. Han var tryg og glad, spiste og sov godt. Derfor vidste Anja også, der var noget galt, da han fra den ene dag til den anden ændrede adfærd.
»Midt i juli begyndte hans mave at se lidt oppustet ud. Jeg fik dog at vide, det kunne skyldes, at vi var gået over til kun at give ham modermælkserstatning, fordi jeg ikke længere kunne amme ham,« fortæller Anja.
Men torsdag 23. juli begyndte deres lille dreng at græde helt utrøsteligt, og om aftenen kastede han en gullig væske op.
Anja ringede til vagtlægen og fik at vide, det var normalt, at babyer var kede af det, hvis de havde ondt i maven, og at mavesyren kunne være skyld i, at Emilios opkast havde fået en gul farve.
Torsdag blev til fredag, og Emilio fik det ikke bedre. Tværtimod.
Normalt havde Emilio en god appetit, men nu afviste han flasken efter kort tid, hver gang Anja og Manuel forsøgte at give ham mad.
Men han bad konstant om mad, og hver gang Anja forsøgte at give ham en flaske, kastede han sig over den, men afviste den kort efter igen og græd utrøsteligt.
»Vi opfattede hans gråd som et skrig om hjælp,« fortæller Anja.
Hun syntes også fortsat, Emilios mave så forkert ud. Den var asymmetrisk og bulede ud i den ene side.
Fredag aften ringede Anja derfor igen til lægevagten, og de nybagte forældre kørte deres lille baby ind til konsultation.
Anja forklarede, at hun syntes, Emilios mave så underlig ud, og hun var bange for, der er noget galt. Men lægevagten ville ikke kigge på Emilio.
Han mente, Emilio var forstoppet, og rådede forældrene til at give ham afføringsmiddel. Han mente, forstoppelsen skyldtes modermælkserstatning. En forklaring, der undrede Anja, fordi Emilio havde fået erstatning siden fødslen uden problemer.
»Jeg glemmer aldrig den vagtlæge. Jeg havde en følelse af, at han talte ned til os, og at han syntes, vi var hysteriske forældre, der spildte hans tid med bagateller. Bagefter følte jeg mig helt flov over, at vi overhovedet havde ringet.«
Anja og Manuel gav Emilio afføringsmiddel hele weekenden. Det virkede, som om han fik det lidt bedre, og parret begyndte at håbe på, det virkelig bare var forstoppelse, men Emilios mave blev ved med at se underlig ud.
Om mandagen havde parret en tid hos deres egen læge, fordi Emilio skulle gennem en fem-ugers-undersøgelse, der var blevet forsinket et par uger på grund af lægens ferie.
Selv om Anja havde fået vagtlægens ord for, at hendes baby bare led af forstoppelse, havde hun stadig en følelse af, at noget ikke var, som det skulle være, og hun bad jordemoderen, der lavede fem-ugers-undersøgelsen, om at kigge på Emilios mave.
Jordemoderen så mærkelig ud i hovedet, da hun løftede Emilios bluse, husker Anja. Hun tilkaldte en læge, der ikke var i tvivl om, at Emilio skulle undersøges på hospitalet.
Herfra gik det stærkt.
»Vi kom til med det samme. Der sad en masse syge mennesker og ventede, og jeg kan huske, jeg undrede mig over, vi sprang over i køen.«
Emilio blev scannet, og selv om Anja kunne se, der var noget sort, som dækkede for Emilios ene nyre, gik situationens alvor ikke op for hende. Hun holdt fast i vagtlægens ord om, at hendes fine lille dreng bare var forstoppet.
Svaret på scanningerne slog luften ud af maven på hende. Hendes 60 centimeter lange baby på fem et halvt kilo havde en 13 centimeter stor og hurtigtvoksende tumor i maven, der var vokset ind i både nyre og tarm og gav ham indre blødninger.
Tumoren skulle fjernes kirurgisk eller medicinsk, forklarede lægerne, og Emilio skulle have blod omgående, da han led voldsomt af blodmangel.
»Det var som et mareridt, jeg kæmpede for at vågne op fra. Lægerne var gode til at pakke det ind, så jeg forstod ikke, hvor syg han var, til at begynde med. Jeg forstod, det var alvorligt, men ikke at vi kunne miste ham.«
Det var kirurgen, som skulle operere Emilio, der fortalte Anja og Manuel den grusomme sandhed.
Han forklarede dem, at der var en stor risiko for, at Emilio ikke ville overleve operationen, og at de derfor skulle sige farvel til deres lille dreng.
»Da vi fik den besked, var jeg i chok, men jeg blev også rasende på den vagtlæge, der havde sendt os hjem. Havde han haft bedre chancer, hvis han var blevet indlagt tre dage tidligere om fredagen? Hvad var der sket, hvis vi ikke havde haft en aftale hos vores egen læge om mandagen?«
Anja stod inde på operationsstuen og holdt Emilio i hånden, til han sov. Inden han lukkede øjnene, tænkte hun på, om hun nogensinde ville få sin søns brune øjne at se igen.
Mens han blev opereret, stod tiden stille for Anja og Manuel, der ikke rigtig talte sammen. De ventede bare på, at en sygeplejerske kom og fortalte, at operationen var overstået.
Emilio klarede operationen, men kirurgen måtte fjerne hans højre nyre og en del af hans tyktarm, som tumoren var vokset ind i. Forældrene får også at vide, at det er i sidste øjeblik, at Emilio er blevet opereret, da tumoren bristede under operationen. Var den bristet i Emilios krop, ville cancercellerne have spredt sig, og hans overlevelseschancer havde været minimale.
Anja husker, hvordan hendes spæde dreng lå i en plastikvugge omgivet af slanger. Det eneste, hun havde lyst til, var at tage sin søn op og holde ham tæt ind til sig, men hun turde ikke løfte ham af frygt for at rive slangerne ud, eller at det skulle gøre ondt på ham.
I stedet aede hun hans lille hånd igen og igen.
Til forældrene og lægernes store glæde kom Emilio sig hurtigt efter den store operation, og han blev udskrevet allerede en uge efter. Han kom sig så hurtigt, at lægerne begyndte at kalde ham en lille supermand.
Fem måneder gammel blev Emilio opereret igen på grund af tilbagefald, og lægerne besluttede at give ham kemoterapi for at mindske risikoen for, han kunne blive syg igen.
På sin et-års fødselsdag fik Emilio sin sidste behandling med kemoterapi.
I dag er Emilio fire år gammel og sund og rask.
Anja Rodrigues Nielsen er utrolig taknemmelig for den behandling, Emilio fik af lægerne på hospitalet, og sygeplejerskerne var 'fantastiske'.
De stod altid parat med et knus eller en hjælpende hånd, når der var brug for det. Hun vil til evig tid også være taknemmelig for deres lægehus. De lyttede, da vagtlægen ikke ville.
Men mest af alt er hun taknemmelig for sin lille dreng.
»Emilio er en fighter, og han giver ikke op, han er vores lille supermand.«
