Normalt er det jakker og halskæder, som bliver indleveret på værtshuset Harmonien i Thisted. Men fredag eftermiddag var det to fortænder, som servitricen Tanja Bang tog imod.

»Det er første gang, det er sket. Jeg var ved at lære en ny medarbejder op, da et ungt par kom forbi med tandprotesen, som de havde fundet på gaden,« siger Tanja Bang til B.T.

Parret havde fundet tandprotesen mellem værtshuset og en amerikansk burgerbar, som også ligger på havnen i Thisted.

Tanja Bang lagde derefter en efterlysning med et billede af tandprotesen op på Harmoniens facebookside.

»Der har desværre ikke været nogen seriøse henvendelser endnu - kun en masse spas og kærlighed,« siger hun.

Men hun håber på, at det lykkes at finde frem til den rette ejermand.

»Det er jo synd for den, der har mistet protesen. Hvis bare man har tabt en plump, så føles det jo som om, man kan have en hel albue i hullet,« siger hun.

Tanja Bang understreger dog, at de ikke udleverer protesen til hvem som helst.

»Protesen har jo både personligt og økonomisk en stor værdi for ejermanden,« siger hun og henviser til, at folk på Facebook-opslaget har kommenteret, at protesen kan koste mellem 6-20.000 kroner.