Hos LLO oplever man jævnligt, at håbefulde boligsøgende kommer til at betale for boliger, de aldrig får.

Lige om lidt er der studiestart for tusindvis af unge, og det betyder for de fleste, at der skal findes ny bolig.

Men man skal være varsom, når boligjagten går ind, fastslår Lejernes Landsorganisation.

Senest er en 40-årig mand af Københavns Politi blevet tiltalt for at have udsat boligsøgende for groft bedrageri. De betalte husleje forud og i nogle tilfælde depositum for at bo i lejligheder på Frederiksberg samt i Valby, Kastrup og Glostrup.

Imidlertid havde manden hverken evne eller vilje til at give ofrene adgang til lejemålet, hedder det i anklageskriftet.

Det er også et problem, som man oplever jævnligt hos Lejernes Landsorganisation, LLO, som får henvendelser fra boligsøgende, der er blevet snydt.

Det fortæller Landsformand Helene Toxværd.

- Fra nu af og frem til først i september kan man godt se, at desperationen hos de unge, der pludselig skal finde et nyt sted at bo i en helt ny by, stiger, og at der bliver mere og mere pres på.

Man kan være et oplagt offer for snyderiet, hvis man skal til at flytte til en helt ny by forbindelse med studiestart, fortæller hun.

- Det er unge, som føler og lader sig presse til at tage hovedet under armen i stedet for at blive ved med at sige "ah hvad er det nu jeg er i gang med at rode mig ud i, og hvis det her lyder for godt til at være sandt er det det nok også".

For at undgå snyderi skal depositum og forudbetalt husleje ikke betales, før man har en lejekontrakt og har set lejligheden.

Derudover er det en god idé at betale over banken, da det er lettere at bevise, hvad, hvor meget og til hvem, man har betalt, siger Helene Toxværd.

Hvis man er blevet snydt, opfordrer hun til, at man kontakter LLO og politiet så hurtigt som muligt. Organisationen kan blandt andet rådgive om, hvordan man skal agere i forhold til en eventuel kommende retssag og kan henvise til advokater.

Sagen om den 40-årige mand skal afgøres af Retten på Frederiksberg til oktober. Han nægter sig skyldig.

/ritzau/