I et bestemt sving i Aalborg har politiet haft ekstremt travlt med at udskrive bøder i år.
»Bøderne er givet for ikke at respektere den skiltning og efterkomme de anvisninger, der er på stedet,« siger Thomas Ottesen, der er politikommissær i Færdselspolitiet ved Nordjyllands Politi.
Ifølge Nordjyske er der i løbet af 2021 stanget bøder ud for 447.000 kroner – i alt 298 bøder på hver 1.500 kroner – og de er givet for ikke at overholde et forbud mod at svinge til venstre, når man kommer fra Håndværkervej og rammer lyskrydset ved Ny Kærvej.
Og der er en god grund til, at der har været særligt mange trafikanter på lige netop den strækning i den seneste tid.

På adressen Håndværkervej 24 er der nemlig et covid-19-vaccinationscenter, og det er altså borgere, der har været nede for at blive vaccineret, der har haft svært ved at overholde færdselsreglerne på vej hjem.
Tidligere var der testcenter samme sted, og Aalborg Kommune oplyser til B.T., at skiltningen blev lavet om ved årsskiftet 2020/2021. Indtil da var det således tilladt at svinge til venstre i lyskrydset.
Ændringerne skete blandt andet efter, at medarbejdere på centret påpegede, at der var problemer med afviklingen af trafikken.
De ændrede regler for svinget er også blevet sat i værk, fordi der på Håndværkervej ligger en Falck-station, hvorfra udrykningskøretøjer skal kunne komme frem uden at sidde fast i en kø af vaccinerede aalborgensere.
Nordjyllands Politis Thomas Ottesen kalder antallet af bøder for »usædvanligt«, men mener, at skiltningen i forbindelse med det forbudte venstresving er i orden og altså ikke er til at overse.
Det er ikke kun i Aalborg, at et vaccinations- eller testcenter har skabt trafikale udfordringer.
B.T. har tidligere beskrevet, hvordan der i København ved testcentret i Ørestaden dagligt opstod kaos med lange køer af biler, hvilket fik beboere i området til at klage over det. Det endte med, at ruten til testcentret blev lagt om.



